‘Vi er BOHEMER’ er blevet nævnt i Politiken i en kronik af Christian Steentofte Andersen (19.08.22), hvor den placeres i selskab med Laura Ringo og Thomas Korsgaards romaner ’Papirbryllup’ og ’Man skulle nok have været der’.
Det vi ifølge kronikken har tilfælles, er, at vi kaster et ubemidlet blik på det københavnske boligmarked igennem vores unge fortællere, boligmarkedet der jo bare er og bliver (og var) en lukket fest for mange, også for mit eget vedkommende, især super opslidende da jeg var ung, men da også helt frem til jeg flyttede væk fra KBH i 2020.
BOHEMER er så skrevet ovenpå oplevelser i mine tyvere, dvs. lang tid siden, men prisen for at bo i byen er aldrig blevet mindre, og oplevelsen af at være boligmarkedets pinballkugle sidder i mig endnu, og jeg føler helt reelt med dem, der skal til at finde vej ind i dag.
At have en base er vigtigt, endnu vigtigere er det, når der ikke er en kære det ene eller andet og udsigten til hjemløshed periodevist titter frem, hvilket er utroligt hæmmende.
Christian Steentofte Andersen bemærker følgende om ’Vi er BOHEMER’: ”Faktisk er det, som om den prekære boligsituation har smittet af på selve romanens komposition: De fleste af bogens korte kapitler er opkaldt efter de steder, hovedpersonen når at bo i løbet af romanen (jeg tæller 11 forskellige i en bog på 120 sider!), ligesom man ved endt læsning må konstatere, at plottet faktisk aldrig kommer i gang. Det er svært ikke at fortolke denne plotløshed som en pointe i sig selv: Hovedpersonens midlertidige boligsituation umuliggør et fundament for fortælling. Og ligesom romanen ikke kan komme i gang, hvis ikke den er forankret til et sted, ja, så kan livet heller ikke.”
Læs hele kronikken her: København er blevet en neoliberal rigmandsghetto