Vahid Evazis – dermed også alter egoets Kristian Husteds – vovede og egentlig sindssyge rejse igennem Balkanruten og immigrationssystemet er noget af en gyser. Husted foretager sin rejse fra nåleøjet på Lesbos op igennem Grækenland, Makedonien, Serbien, Kroatien, Slovenien, Østrig og Tyskland … helt op til DK, hvor han efter en smuttur til Sandholm bliver beboer i et asylcenter på Lolland.
Det er vildt, hvordan det er lykkedes ham at beskrive det kaos, som ruten var, hvor mange farer lurede med potentiel kidnapning, forsvinden, overfald – og hvordan han fik så mange flygtige detaljer beskrevet så nøje. Det kan ikke have været fra hukommelsen, han må have skrevet på stedet – eller sådan virker det på mig. Det er også vildt, at han havde modet til at gennemføre sin tur.
Romanen giver en god forståelse for tilstanden ”immigrant”, der ligesom er uden fortid (ofte endda uden bagage eller dokumentation for det efterladte liv) – og en tilstand uden nogen retslig sikkerhed og andet mål end den abstrakte havn Europa – drømmen på den anden side af Middelhavet – et sted, hvor man måske lige kender navnet på en præsident, en enkelt fodboldspiller, lidt kultur og politik – og skulle man være så heldig; et familiemedlem.
Der bliver flygtet fra skrækkelige regimer. Husted får fortalt personlige historier undervejs – den ene værre end den anden – men nogle af dem tvivlsomme for ham, de konstante opbrud på turen tillader ingen særlig dybde eller research. Husted fortæller om hvilke fag nogle immigranter havde arbejdet i, om deres tidligere sociale miljø, familierne, synet på regimerne – man kommer tæt på.
Da Vahid – eller Chris, som han også kalder sig – ankommer til Rødbyhavn på Lolland, og gennemlever 14 dages ophold på et nyt asylcenter står den på hjælpepakker, kantinemad, danskundervisning, og en blanding af mildhed og afstandstagen fra medarbejderne – og et kaos, der hurtigt hersker af rastløshed i lejren, som leder til interne konflikter, paranoia, apati (Husted beskriver især de skumle hygiejniske forhold), historier, der hænger eller ikke hænger sammen, og den daglige slitage på hinanden – plus hele tiden det med at grave i hinandens fortid – og sætte hinanden på plads – det klassiske indvandrerspørgsmål; hvor er du fra.
I bogen beskrives også et værdihierarki – Syrerne bliver f.eks. fasttracket igennem systemet, fordi de er mere europæiske af udseende, mere uddannede, og nogenlunde sekulære. Fasttrackingen kan jeg sagtens genkendende – vi var trods alt ud af Sandholm på ingen tid, måske et par måneder – og nogenlunde sådan som jeg har beskrevet det i min debut Do danska. Da vi blev kørt til Vendsyssel, og indsluset i Røde Kors’ Kamillianergaarden, var vi der maksimalt en måned, før vi selv kunne vælge et sted at slå os ned.
Kamillianergaarden var ikke verdens tryggeste sted, en person blev stukket ihjel, mens vi opholdt os der – stemningen var derefter. Det var den i øvrigt også i Sandholm – hvor jeg f.eks. fandt en blodig kniv bag vores barak. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være, at være lukket inde i sådan et semilovløst ingenmandsland i længere perioder – nogle af immigranterne ender som “immigranter” i flere år. Vahid kan bare vælge at gå – og det gør han også til sidst. Hjem til Vesterbro.
Vahid – Kristian Husted, L&R, 427 sider, 2018. Køb den / læs mere (inklusiv læseprøve) på Lindhardt og Ringhofs hjemmeside.