Udgivet i

Redaktørgerningen #2 – Min dans med redaktionerne

To år efter jeg var færdig med Forfatterskolen, i januar 2010, havde jeg et manuskript, en lille novellesamling, som jeg sendte ind til hedengangne Anblik. En af novellerne i samlingen var blandt mine eksamenstekster på skolen, og var blevet vurderet af selveste Bent Vinn Nielsen.

Anblik var dog ikke glade for det, og redegjorde for hvorfor i en mail. Jeg blev skuffet, men set i bagklogskabens lys var manuskriptet ikke særligt godt. Jeg husker også, der gik lang tid imellem indsendelse og afslag, men kan se på mailkorrespondancen med Mads Eslund, at der faktisk kun gik under en måned – hvilket egentlig er sublimt.

Et par år senere havde jeg et nyt manuskript klar, og valgte at sende dette ind til Gyldendal. Manuskriptet skulle senere blive til Vi er bohemer,men var dengang løst skitseret. Jeg sendte det ind i maj måned, 2012. I september samme år var jeg så frustreret af at vente på svar, at jeg kastede manuskriptet, som jeg havde sendt til Anblik, ind i spillet, dog i en revurderet version.

Knebet hjalp, og det lykkedes at få hul igennem. Dog ikke helt uden tak til Christina Hagen 🧡 som jeg dengang havde en mailkorrespondance med, og som var overbevist om, at jeg skrev noget, der var værd at udgive. Jeg havde desuden brokket mig godt og grundigt til hende (og Hans Otto Jørgensen) – og hun tog kontakt til Gyldendal.

Pludselig sad jeg på forlagskontoret sammen med Simon Pasternak, og den korte historie er; der var én novelle i samlingen, der kunne bruges. Det nye manus var ikke meget værd. Tonen i novellen var anderledes end i resten af materialet, mindre manieret, og Pasternak spurgte om jeg havde mere af samme skuffe.

Det havde jeg. Novellen var allerede flettet ind i det, der skulle blive til Do danska, som jeg var i gang med at skrive. Toneskiftet, som egentlig var et stilskifte, kom af, at jeg valgte at skrive om mig selv, noget jeg havde kæmpet imod siden Forfatterskolens opslidende tekstlæsninger, hvor kritikken kom lovligt tæt på qua materialet.

Jeg spurgte dengang på Facebook, inden jeg begyndte at skrive på Do danska, om man var for ung til at skrive selvbiografisk, når man stadig var i tyverne. Pia Juul, af alle mennesker, kom med et opmuntrende svar: Vel var man ej, havde man noget at bekende, skulle man gøre det, sagde hun.

Manuskriptet blev antaget. Resten er på en eller anden måde historie. Jeg kom i redaktion med Simon Pasternak og Jakob Sandvad (som dengang var redaktionsassistent). Sandvad stoppede dog hurtigt samarbejdet, han skulle stifte en konkurrerende virksomhed og blev taget af bøgerne.

Simon Pasternak tog også orlov fra Gyldendal på et tidspunkt i bogens tilblivelse for at hellige sig sine filmprojekter, og min redaktør blev derefter Niels Beider. For at illustrere tidshorisonten: Do danska udkom i 2014 – fire år efter jeg havde sendt et manuskript ind til Anblik.

Derefter udkom Vi er BOHEMER og Hvem er den mand / Hvad laver han her? Begge bøger var lilleputter, havde deres egne styrker og svagheder, og Niels Beider har været redaktør på begge – tilblivelsen af begge bøger mindede derfor meget om hinanden, det kan jeg måske kommer ind på i et andet indlæg.

Efter at have udgivet Hvem er den mand / Hvad laver han her? i 2018, tog jeg et års oversætterarbejde med krigstidsromanen Skjul for Forlaget Silkefyret, hvis redaktion, jeg nærmest kun mødte online. Oversættelsen gik igennem et par korrekturer, og bogen kom derefter på gaden og høstede sine roser.

Sideløbende havde jeg et nyt manuskriptarbejde i gang, Kilden til al værdi, der krævede sin tid. Jeg sendte manuskriptet ind til Gyldendal et par gange, og nåede også at have to redaktionsmøder, dvs. blev bedt om omskrivninger, før jeg via. en mail blev informeret om et afslag.

I afslaget lå en velment bemærkning om enten at skrinlægge manuskriptet eller sende det til et andet forlag, og så kunne jeg vende tilbage med andet. Jeg skrev stædigt videre, og teksten gav sig pludselig – efter jeg havde opgivet alle ambitioner på dens vegne. Tilfældigvis fangede Jakob Sandvad mig sidst i processen og spurgte om ikke jeg havde et manus til Gladiator.

Jeg var nysgerrig på en ny redaktion, som samtidigt bestod af gamle hoveder. Jakob havde jeg arbejdet med før, og Hans Otto Jørgensen var rektor på Forfatterskolen, da jeg gik der. Samtidigt var jeg ivrig efter at blive en del af et forlag, frem for først og fremmest ”bare” være indholdsleverandør.

Forskellen på Gyldendals og Gladiators redaktioner var mindre end jeg havde forventet. De fulgte faktisk samme form, og det var en good to know, at der altså er en kode for redaktionsadfærd. Jeg følte, manuskriptet lå i gode hænder og Kilden til al værdi udkom d.17.09.20 – ti år efter jeg havde kontaktet Anblik.

Derfra stiftede jeg min egen redaktion, Lycius, sammen med Jamal Bendahman og Emilie Parsbæk Skibdal. Idéen om, at jeg havde erfaring nok til at kunne sidde på den ”anden side af bordet” var opstået stille og roligt, man høster en masse erfaring, som arbejdet skrider frem. Lycius har været en succes, og har indtil videre båret frugt med fem udgivelser, og fire nye på vej.