Udgivet i

Lidt om det igangværende arbejde

Jeg er i gang med at skrive min femte roman. To gange har jeg betragtet manuskriptet som færdigt, men sådan en sag giver sig aldrig let, og slet ikke når man ønsker det, og jeg har allerede måtte skifte kurs undervejs, især takket været et par eksterne læsninger.

Samtidigt fik jeg jo den erfaring på Forlaget Gladiator, at jeg blev redaktør på en håndfuld spændende udgivelser i egen redaktion, men også det, at jeg qua forlagsarbejdet og driften ligesom fik øje på, hvad et talent også er … og her handler det om at tøjle materialet og simpelthen også lægge et nyt niveau for sig selv.

Det jeg så er i gang med nu, er at omdanne et manuskript med nogle arketyper forankret i det autofiktive, og blæse det hele omkuld med et horn, dvs. improvisere omkring et manuskript, der allerede har haft eller faktisk har fast form, og flette et basalt trekantsdrama ind i en ny setting, der har egne logikker og problematikker.

Vi kommer til at være lidt fjernt i tiden, sådan lidt i en notime, og alt er tilsyneladende muligt for de nye karakterer, hvoraf en enkelt er fusioneret med teknologi, en anden har mytologisk baggrund og en tredje er æterisk uden fast form. Kernen her, er så, hvordan man reproducerer, hvad man reproducerer til og hvorfor man overhovedet reproducerer (og med hvem / hvad) – i en tilsyneladende dystopisk verden.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond på baggrund af en beskrivelse af en tidligere udgave … jeg skrev dog i ansøgningen, at jeg ikke anede, hvilke greb jeg ville ty til i forbindelse med afrundingen, og det nu altså blevet mere end bare et greb, men rimelig fed fernis.

Det handler om at videreudvikle, ja, og bruge fantasien. Det er befriende for en gangs skyld at slippe den løs, hvor det med autofiktionen altid bliver lidt tørt og postulerende, fordi man er ude i sandsynlighedsberegninger; er dette sandsynligt, er dette troværdigt – det slipper jeg til en vis grad for nu.

Jeg har haft denne snak med mange forfattere igennem tiden; når læserne eller andre interesserede f.eks. spørger; hvor meget af det, du skriver er ægte (virkelighed)? I maskinrummet forstår man jo godt, at virkeligheden i virkeligheden spiller en mindre rolle – og denne gang behøver jeg nok ikke at skulle stå til ansvar, men køre et andet og direkte mind game, der bare er hmm; en slags socialrealistisk fantasy – og det er også befriende.

Foto: DALL·E 2 – Prompt: Android riding a purple unicorn in the Mohave desert