Jeg er en af de heldige, der for nyligt har modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond på 100.000 kr. Goes without saying, at sådan en sum er et stort og positivt indgreb i min hverdag, det vender sådanset op og ned på resten af mit arbejdsår (på den rigtigt gode måde).
For mig betyder dette først og fremmest frihed til at restrukturere min tid, så jeg kan arbejde mere koncentreret på den roman, jeg nu engang har ansøgt til. At have et sammenhængende, vedvarende fokus, ikke at skulle lægge teksten væk og tage den op igen, når man har fri fra sit job, men tænke derudaf og udvikle uden afbrydelser, det er et stort privilegium.
De privatøkonomiske konsekvenser af at satse på forfattergerningen behøver jeg næppe gå i dybden med, penge og bøger går alene sjældent hånd i hånd, kun de sejeste overlever qua bogsalget. Det må være opgaven at nå dertil, hvor et legat ikke er nødvendigt (det er det under alle omstændigheder), men det kræver vedvarende arbejde, og legatet hjælper uden tvivl til at nå hurtigere derhen end ellers – så mange tak for det!
Jeg har i år ansøgt til en roman, som vil tage noget tid at skrive. I virkeligheden er der tale om tre romaner i en, der springer i tid, fra 1500-tallet frem til ca. året 2100 via. året 2021. Hovedtemaet er ressourcer, og jeg har en masse idéer til, hvordan jeg skal strukturere denne fortælling, så den ikke kommer til at ligne noget, jeg har skrevet før. Det bliver grimt og dystopisk, og det glæder jeg mig til at arbejde videre på.
Samtidigt, men det er en parentes, er jeg ved at lægge sidste hånd på et manus, der kom ud sidelæns i løbet af vinter og forår, som de nogle gange gør, som handler om nedbrydning af muskelmasse og i den grad familiestrukturer. Hvor og hvornår denne kommer ud er endnu uvist – der er stadig en smule arbejde tilbage, langt det meste er dog skrevet ud.
Igen tak til K: – for at give mig roen, tiden, friheden til at gøre det, jeg gør uanset – og især det dejlige skulderklap, det jo også er, når man modtager et legat.