Forlaget Silkefyret spurgte mig sidste år, om jeg kunne tænke mig at oversætte en kort tjekkisk roman af Egon Hostovský til dansk. Det drejede sig om “Úkryt” eller “Skjul” fra 1946.
Jeg havde hørt om Hostovský i Prag-kredsene, hvor det har været nærliggende at sammenligne os pga. emigrant-temaet, men havde ikke læst noget af ham. Jeg takkede dog ja til opgaven, at der var tale om en god roman, tvivlede jeg ikke på.
Jeg fandt førsteudgaven fra 1946 i et antikvariat i Prag, godt slidt. Første gang jeg åbnede bogen løb mine øjne i vand, og jeg fik et støvallergisk anfald. Men sproget var også sært støvet.
Jeg så ned i en 70 år gammel tekst, og et bogligt tjekkisk, som ligeså godt kunne være et slovakisk, og som mindede om det sprog, jeg havde hørt meget gamle mennesker tale, når jeg var på besøg i det nordøstligste Tjekkiet i min barndom. Ikke letforståeligt, til dels nyt, det skulle lige vendes og drejes.
Oversættelsesarbejdet krævede både originalen, den engelske nyoversættelse, to ordbøger og Google, for at sproget kunne hænge sammen; især der, hvor Hostovskýs hovedperson fabulerer på vegne af menneskeheden. Meningen af et par afsnit er stadig ikke helt tydelige for mig, men det var betryggende, at den engelske oversætter havde haft problemer samme steder.
Romanens sprog er fjernt fra moderne bogligt tjekkisk, i hvert fald forfattere som er født i 1960’erne og efter. Til sammenligning virker en dansk klassiker som Hærværk, fra 1930, så frisk i sproget, at selv en dansk 13-årig, uden forudsætninger, ville kunne forstå alt.
Det er jeg langt fra overbevist om, er tilfældet med “Úkryt” og den tjekkiske 13-årige. Men Hostovský levede også, efter sigende, i en sproglomme, og skrev gammeldags, fordi han qua sine eksil i bl.a. USA og Norge ikke kunne følge med sprogudviklingen i hjemlandet.
“Skjul” afspejler også sin tid, og er formel. Hovedpersonen er f.eks. Des med alle, det er den fornødne civile afstand. Hans kone, Hana, og SS’eren Fischer, der viser sig at være hans gamle kammerat fra realskolen, er undtagelserne. Her er han Dus med sin skam og sin frygt.
Romanen byder også på en del indskudte sætninger, og syntaksen er nogle steder ligesom en karrusel, der kører lidt for hurtigt rundt. Det fordrer punktummer, ligesom der også er blevet sat punktummer i den engelske nyoversættelse. Romanen har også mange Åh-udbrud, og Herren og Gud, og en konstant insisteren på at cementere egen borgerlig dyd. Men hovedpersonen er også ærlig omkring sine motiver, og sit forfald, samt skriver fra en sårbar situation.
Den engelske udgave har lidt mere tekst end originalen; det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvorfor; bortset fra at tilføjelsen handler om det tekniske aspekt ved at sænke et skib, som nogen har haft et behov for at uddybe på. Ligesom hovedpersonens øgenavn er anderledes.
I den engelske version hedder han af uransagelige årsager Pussyfoot (Missefod), i originalen hedder han Pazourek (Flintesten). Jeg har valgt at kalde ham Flint. Der kan være en sær logik begravet i det engelske øgenavn: Packa betyder pote. Kocour betyder hankat. Diminutiv af kocour er kocourek. Skulle man blande de to ord sammen i et øgenavn (ikke utænkeligt), kunne man få Pacourek, altså en “potekat”, men jeg synes, det er søgt; desuden er det et “z” i øgenavnet, som ikke kan bortforklares. Pacourek og Pazourek er dog reelle efternavne i Tjekkiet, men i romanen omtales et øgenavn – ikke efternavn. Det kan også tænkes, navnet er en litterær reference, i så fald har jeg til gode at finde ud af hvilken.
Jeg overvejede om sproget skulle moderniseres, ellers kunne det nok være lidt højstemt. Det er dog endt med en ret direkte oversættelse, og kun meget få strømlininger, der hvor apparatet ellers ville brænde sammen. At omskrive til Dus, f.eks., ville ødelægge spændingen og effekten af de sociale kontrakter. Desuden er der grebet, jo mere formel hovedpersonen er, desto dybere er faldet. Ved sprogfornyelse skulle man nok retænke romanen, for den er lænket til tiden, og man skal også have respekt for originalen. Udover dette, er et par sætninger blevet strøget, fordi de var uoversættelige.
Skjul er en fin roman om flugt og skjul, oplevet i førsteperson, den ydre kamp er den indre, skrevet fra en maks. sårbar situation, og med en umulig (dødbringende) opgave forude. Det er god læsning.
Skjul kan købes direkte af Forlaget Silkefyret.
Udgivelse: 15 juni. Sider: 135. Forord af Lada Halounová. Støttet af: Statens Kunstfond og Ministry of Culture Czech Republic.