Social status i tekstundervisningen - Pablo Llambías, Natteskær

Social status i tekstundervisningen – Pablo Llambías, Natteskær

Natteskær er Pablo Llambiás’ seneste roman, og den er ikke for sarte sjæle. Alt forholder sig opslidende til hovedpersonen, og kræver et stykke af ham. Arbejdet. Kollegaerne. Miljøet. Eleven. Ægtefællen. Jeg syntes, den var ubehagelig at læse, og ønskede konstant at hovedpersonens deroute ville stoppe.

Kapitel 6 kravlede anderledes under huden på mig. Hovedpersonen er underviser på et teksthold, og reflekterer over tekstlæsnings-situationen som en social situation med magtspil imellem eleverne (og underviseren), hvor ens sociale status er betydende for, hvordan man kan indgå i undervisningen. Her bliver der skrevet tæt op ad nogle tanker, jeg gjorde mig, da jeg gik på Forfatterskolen.

Fra bogen:

“Den laveste i hierarkiet kan godt sidde inde med den sandeste indsigt, men får ikke altid mulighed for at fremføre denne indsigt. Desto længere nede i hierarkiet man befinder sig, desto større mod skal der til for at tage ordet. Desto længere nede i hierarkiet man befinder sig, desto større indsigt skal der til, før man bliver taget alvorligt. Desto længere nede (…), desto større er chancen for, at man bliver gjort til grin. Det er ofte nemmere bare at holde sin mund.
Den med største anseelse i rummet har vide muligheder for at fremføre sin indsigt. Den med den største anseelse i rummet behøver ikke mod for at tage ordet. Den med den største anseelse i rummet bliver taget alvorligt ved selv en mindre betydningsfuld indsigt. Den med den største anseelse i rummet har meget lille risiko for at blive gjort til grin. Det er ofte fristende for den med den største anseelse at dominere rummet.”

Jeg oplevede, at der på Forfatterskolen var en accept af, at nogle elever bliver tavse i undervisningen.  Eller blokerede. Også i skriftproduktionen. Jeg tilhørte nærmest fra start denne type elev. Jeg havde meget at sige, men sagde ikke noget – min kritik blev som regel leveret udenom skolen.

Jeg følte mig malplaceret, underkvalificeret, uvidende. Jeg havde ikke mange ambitioner om karriere – det var der jo nogen, der havde. Jeg havde meget at lære. Og jeg skulle lære at lære. Jeg kom ind ufaglært, uskolet og fattig. Men jeg havde et talent. Eller havde jeg? Vi (elever) fik aldrig forklaret, hvorfor vi var blevet udvalgt – det synes rektor var underordnet.

Dengang tænkte jeg også; hvor er min plads. hvor er mit sprog. har jeg et sprog. hvad er min særlige viden. hvor mange blinde vinkler kan man have. kan jeg overhovedet skrive. kan jeg overhovedet tænke. hvad laver jeg her. hvorfor har de åbnet døren for mig. hvem er jeg.

I tekstlæsnings-situationen begyndte jeg hurtigt at gardere mig imod, at min verden skulle vurderes på dens fejl og mangler – og var træt af, at blive læst ind i mine tekster. Jeg begyndte så at skrive anderledes – og dårligt – og vendte først tilbage til autofiktionen senere. Da jeg fik mod på det igen.

Jeg genkender også, at nogle (undervisere og elever) dominerede rummet – det kan man ikke komme udenom – at nogle følte, de havde mere ret til at være der end andre. Der var hele tiden det bagvedliggende, som Pablo beskriver, men det er ikke sikkert andre fra min årgang kan genkende dette. At de havde samme oplevelse.

Det er måske bare det med at finde ud af styrker og svagheder – og så var det jo school. Så kan man spørge; hvad kan man gøre ved det? Ikke meget, tror jeg. Som Pablo også skriver et andet sted i Natteskær – musikere er tvunget til at være sociale – de skal få kunsten til at fungere sammen, i litteraturen er det hver mand / kvinde for sig – det genererer et helt andet miljø.

Pablo Llambías – Natteskær, Gyldendal 2017, 342 sider.

Link til Pablos hjemmeside.