Udgivet i

Redaktørgerningen#1

Det er et arbejde at skrive, men i den grad også et arbejde at redigere. Distancen imellem forfatter og redaktør er mest af alt psykisk, der følger nogle forventninger med begge positioner ift. til den anden.

Det forventes f.eks. af en redaktør, at forfatteren er samarbejdsvillig og gør sin del så godt som muligt, og det er angstprovokerende for forfatteren, for hvornår er det godt nok. Til gengæld forventes det, at redaktøren opsluges af forfatterens univers, arbejder ind i teksten på lige fod med, samt skaber et trygt rum at udgive ihvilket er mindst ligeså spændende.

Jeg er vel klassisk skrivende. Før jeg begyndte at redigere, havde jeg en temmelig laissez-faire holdning til redaktionsprocessen, og tænkt, at redaktøren – som jo altid havde noget at skulle have sagt – kunne få 10% af arbejdsbyrden (netop fordi de altid kom med indspark). Det var derfor ikke vigtigt, at et manuskript var helt udgivelsesparat, når redaktøren fik det i hænde.

Samme tilgang ser jeg hos andre forfattere. Min private holdning er kun blevet justeret af at have været fødselshjælper på fem udgivelser samt vidne til fødslen af flere qua daglig arbejdsgang på Forlaget Gladiator. Det har været lærerigt.

Således værdsætter jeg, som redaktør, en så færdig tekst som muligt, men også en forfatter der kan internalisere ens råd og vejledning og som kan løfte teksten efter en redaktionsrunde. Forfattere, der ikke kan, arbejder man med længe, nogle gange forgæves.

Det er ens ansvar som redaktør at kunne sige nej til tekster, hvis disse ikke kan arbejdes på plads – ligesom jeg selv, på den anden side af bordet, har erfaret (flere gange), hvordan det er, når redaktøren ikke tror på materialet eller evnen til at tøjle det.

Det er altid ubehageligt, men det er ikke redaktørens rolle at skrive bøger færdigt. Og her kommer diskrepansen jo, og også nogle af frustrationerne der kan opstå i processen: redaktøren har billetten til udgivelsen i forfatterens optik – og forfatteren har billetten til udgivelsen i redaktørens optik.

Jeg ville ønske, at forfattere tidligt i deres karriere kastede sig ud i at arbejde andres bøger på plads – det er en rigtig god erfaring – og jeg ville ønske, jeg havde haft den før. En skrivegruppe er fin, samme er skolerne, men disse to områder (grupperne og skolerne) gør noget andet for teksten.

En ting er at arbejde meta, det skal også til, noget andet er at have et bindende ansvar for en udgivelse. Jeg mener det skulle være i alle forfatteres interesse at få overblik over så mange af processerne på et forlag som muligt – redaktørtjansen især – hvilket dog er noget andet end at blande sig i dem (RIP deadlines!).

I det små kan hands on ved redaktørgerningen give forståelse omkring bogen. I det store kan det gøre en i stand til på et tidspunkt at blive uafhængig (f.eks. DIY) og komme tættere på en indtægtskilde, der giver mening. Selvom vi alle er genier, skal vi også kunne leve.

Derudover – og det er måske også vigtigt – bordet er ufatteligt smalt. En redaktør er ikke mere eller mindre herre over redaktionsprocessen end forfatteren, men det krævede, i hvert fald i mit tilfælde, at have adgang til begge sider af bordet. Helt optimalt kunne det være, hvis man, som forfatter, også på et tidspunkt efter skriveprocessen anskuer sig selv som sin egen redaktør, og skærper sine evner deri.