Udgivet i

Redaktørgerningen #2 – Min dans med redaktionerne

To år efter jeg blev færdig på Forfatterskolen, i januar 2010, havde jeg et manuskript med titlen Jern, som var en lille novellesamling på 100.000 tegn. Dette sendte jeg ind til hedengangne Anblik (Mads Eslund, Anders Abildgaard, Lars Pedersen), primært pga. Mads Eslund; jeg kan dog ikke længere huske, hvordan kontakten blev gjort. Uanset; manuskriptet blev indsendt uden held; Anblik bed ikke på, og redegjorde for hvorfor i en mail:

”Jeg har læst manuskriptet i dag og er desværre ikke glad for det. Vi vil ikke gå videre med det. Det er for løst, for uredigeret, og jeg kan ikke lige se, hvilket greb der skal til for at få det gjort godt.”[1]

Jeg blev skuffet over afslaget, men set i bagklogskabens lys var manuskriptet fint nok, men de fleste af novellerne var for lukkede (tænkte), men jeg kan også fint udlede af korrespondancen, at jeg var bevidst om dette allerede dengang:

”Teksterne er for løse og konstruerede, og jeg ville helt sikkert ikke skrive dem i dag. Som sagt er de skrevet umiddelbart efter skolestop, og jeg havde nok et behov for at være fjollet og dramatisk, sådanset også kikset, for det følte jeg ikke jeg måtte på skolen.”[2]

Jeg kan se på samme daværende mailkorrespondance, at der gik tre måneder fra indsendelse til afslag.

Jeg skrev videre, og i 2012 havde jeg et nyt arbejde i gang. Dette valgte jeg at aflevere hos Gyldendal. Jeg husker da, at det ikke var så vigtigt, hvor jeg sendte ind, men valgte, ligesom mange andre debutanter, at tage den oppefra og ned og se hvad der skete.

Det nye manuskript skulle blive til Vi er BOHEMER, men var dengang løst skitseret og ikke særligt brugbart. Jeg afleverede det i maj 2012, og fire måneder senere, i september 2012, var jeg så træt af at vente på et svar, at jeg afleverede novellesamlingen, som jeg tidligere havde sendt til Anblik, i Gyldendals reception (for at få en reaktion).

Samtidigt trak jeg på hjælp fra Christina Hagen, som jeg da havde en længere mailkorrespondance med. Hun tog kontakt til sin redaktør, og bad vedkommende om at se på mine tekster, overbevist om, at jeg måtte kunne et eller andet. Det gav pote, og jeg fik hul igennem omkring december 2012.

Omkring marts 2013 sad jeg på et redaktionskontor sammen med Simon Pasternak. Manuskriptet som skulle blive til Vi er BOHEMER var ikke godt nok, men der var én novelle i Jern, der kunne bruges. Pasternak mente, at tonen i denne ene novelle var anderledes end i resten af materialet (den var også tilføjet senere), og spurgte, om jeg havde mere af samme skuffe.

Fordi der var gået så lang tid, inden jeg havde hørt fra forlaget, var novellen allerede flettet ind i manuskriptet, der skulle blive til Do danska, som jeg var i gang med at rette. Jeg blev bedt om at sende et udkast, og kort efter blev Do danska antaget, med udgivelsesdato i februar 2014.

Jeg kom i redaktion med Simon Pasternak og Jakob Sandvad. Undervejs forsvandt Sandvad for at stifte Gladiator, og siden smuttede også Simon Pasternak, der tog orlov for at arbejde med sine filmmanuskripter. Manuskriptet til Do danska blev overtaget af Niels Beider, som jeg derefter også var i redaktion med, omkring de næste to udgivelser.

For at opsummere: Do danska udkom i 2014, to år efter jeg fik hul igennem til Gyldendal, fire år efter jeg havde sendt novellesamlingen ind til Anblik, og otte år efter jeg var startet på Forfatterskolen.

Jeg kan godt her, i 2022, studse lidt over, hvorfor det var så svært at få hul igennem, men jeg brugte en masse tid på at afskole, finde nye måder at omsætte mine idéer til praksis, og generelt blive dygtigere. Oveni begyndte jeg at arbejde med kommunal kultur og begyndte at udforske billedkunstverden (det kan man læse om i Kilden til al værdi).

Efter Forfatterskolen var det en pine at skrive (en gang skrev man jo helt uden tanker om udgivelser eller forfatterliv), meget har handlet om at fjerne den internaliserede Forfatterskole-kritik, genfinde skriveglæden og ramme en ærlig tone, og måske også være mere sikker på sproget.

Det var også mit held, at der i perioden omkring Do danska blev efterlyst Indvandrerlittur[4], på den måde fik jeg en måske mindre retfærdig entré end mine kollegaer, men det var jeg ikke bevidst om før langt senere, og det er heller ikke sikkert, det ligefrem helt kan udlægges sådan.

Jeg er i kraft af at være i miljøet bekendt med andres forløb, og måden de kom ind i redaktionslokalerne på. Min historie er langt fra unik, ligesom der er talenter, der er gledet let igennem, og andre, hvis forløb har trukket langt flere tænder ud.

Havde jeg ikke fået chancen hos Gyldendal, havde jeg sikkert fået chancen hos et andet forlag, ligesom jeg jo også fik antaget og udgivet min seneste bog hos Gladiator, og altså også har snuset til forskellige forlagsredaktioner, der dog viste sig ikke at være så forskellige (i tilgang til stof og forfatter) som jeg havde troet.

De fulgte faktisk samme form, og det var good to know, at der var en kode for redaktionsadfærd (nok ikke sært, taget i betragtning af at Sandvad havde arbejdet på Gyldendal). Jeg følte manuskriptet lå i fine hænder og Kilden til al værdi udkom d.17.09.20 – ti år efter jeg havde kontaktet Anblik.

Sidst men ikke mindst stiftede jeg også min egen redaktion, Lycius, sammen med Jamal Bendahman og Emilie Parsbæk Skibdal. Idéen om, at jeg havde erfaring nok til at kunne sidde på den ”anden side af bordet” var opstået stille og roligt, man høster erfaring, som arbejdet skrider frem.

Det var en kæmpe oplevelse af være redaktør på de fem udgivelser, som Lycius nåede at udgive, og nervepirrende på den gode måde at have det fulde ansvar for andres værker, lige fra redaktørdelen, men også udi de mange praktiske ting, der skal gøres for at give bogen et liv. mm. Alle fem værker blev i øvrigt fint anmeldt og bemærket.


[1] Uddrag af afslag, Mads Eslund.

[2] Uddrag af svar på afslag

[3] Denne periode kan ses nogenlunde opsummeret i Kilden til al værdi.

[4] https://www.information.dk/2007/07/dansk-indvandrer-litteratur