Nu er det nu med den firer og det jeg

Nu er det nu med den firer og det jeg

Det fjerde manuskript er afleveret til Gyldendal – og med det er fortiden ekskaveret.

Der er det gennemgående jeg en sidste gang – og så er det slut. Det er et jeg, der er ved at være kommet til vejs ende.

Handlingen i mine romaner foregår ca. 1987 til 2010. Emnerne er immigration / boligproblemer / arbejde / skrift / identitet / status / familie / venskab / børn / kunst / København.

Bøgerne har altid skulle stå alene, ikke nødvendigvis trække tråde til hinanden, men de kommer alle – med undtagelse af Hvem er den mand / Hvad laver han her? – fra den samme skriftsession i 2011. Det er derfor også det samme jeg, der skrives på / med / fra.

Jeg er videre.

Jeg er ikke.

Jeg valgte at skrive mig selv ud – afbalanceret og med tilstrækkelig afstand og kølighed – dengang, fordi, jeg gerne ville nå frem til afklaring. Et klart hoved. Samtiden.

Min daværende redaktør bekræftede mig i, at det var en god ide at afgrænse emnerne (alle bøgerne har deres egen tematik), og dele teksten fra 2011 op i flere bøger. Det er det, jeg har gjort – og det har været mit arbejde frem til juli i år. Det tog syv år at strukturere og skrive ud. Jeg troede selvfølgelig kun, at det ville tage tre.

I fireren bliver jeg’et nærmest henvist til en birolle – handlingen brydes med portrætter skrevet i observerende til alvidende tredjepersonsfortæller.

Jeg blander sig ikke. Jeg giver plads. Men det er det samme jeg – som i øvrigt ikke er mig, som nogle anmeldere tror. Det er et jeg, der var mig, stiliseret på en måde, som jeg måtte have det til at fremstå for at docke med fortælling og miljø, problematikken og og og den kære læser.

Mine bøger handler ikke om mig selv, men samfundet.

Sådan er det. Fireren er afleveret – nu sker der noget andet fremover.