Milan Kozelka (1948-2014)

milan kozelka

Artikel sakset fra a2larm.cz og redigeret / løst oversat.

Den tjekkiske digter og billed- / performancekunstner Milan Kozelka døde d. 5. oktober i år.

Kozelka var en af de få post-fløjlsrevolutionære kunstnere, som ikke var bange for at kritisere det ”frie og demokratiske” selskab med samme intensitet, som han kritiserede det forrige kommunistiske.

I modsætning til andre forfattere og kunstnere af samme snit, spillede kynisk humor og vild overdrivelse en stor rolle i hans værker. Under ”normaliseringen” (1969–87 ) tilhørte han pionererne indenfor tjekkisk performancekunst.

Efter 1989 helligede han sig hovedsageligt prosa (Celebrity, 2004; Život na Kdyssissippi, 2008) og poesi (Semeniště zmrdů, Teteliště zmrdů, 2012), samt redaktørarbejde.

Hvordan er livet for digteren og performeren Kozelka i dag ?

Uhyre dårligt, især nu jeg er holdt op med at blive inviteret ud og læse op, og invitationerne kun kommer et par gange om måneden. Etablerede forfattere ser ikke mit skriveri som værdifuldt, jeg tror min ligefremhed og adresserede angreb (på virkelige personer) irriterer og plager dem. Der er igen begyndt at blive kedeligt, og igen lægges der vægt på en kunstig tone indenfor litteraturen.

Så du mener der eksisterer en sammenhæng mellem færre invitationer til oplæsninger og indholdet i din sidste bog ”Teteliště zmrdů”?

Fra jeg udgav min sidste bog er mine offentlige oplæsninger faldet til et minimum, og nu, hvor jeg efter mit slagtilfælde er blevet sundhedsmæssigt handicappet, endnu mere. Det ser ud til, at folk er bange for det jeg skriver og vil ikke i offentligt vedkende sig, at alting bevæger sig i retning af fascismen.

Dine nyere digte er, udover at være vrede, fulde af humor. Er du bevidst om grænsen mellem vrede og bitterhed?

Man må se min skrift som satire for denne tid, det gælder såvel i prosa som i poesien. Jeg benytter mig målrettet af ekstremer og forsøger at skubbe den litterære situation til grænsen. Jeg tror at tiden igen er klar til surrealismen og brugen af denne i performance og happenings. Jeg er slet ikke bitter, tværtimod, jeg har det sjovt med mine tekster og håber på, at nogle af læserne har samme oplevelse.

Dit liv er forbundet med undergrounden, som de sidste tyve år også er blevet en målskive for hån fra din side. Det er overraskende, at undergrounden spiller rollen som regimets hofnar? (i digtsamlingerne).

Underground holdt op med at være underground i det øjeblik den flød sammen med oppositionen. Den tabte sin uafhængighed og mistede autentiteten. Efter 1989 blev undergrounden gradvist til en nostalgisk kitsch, der blev en del af samtidens magtstruktur. Den blev misbrugt. Dens samtidige, højreorienterede apolitik er en hån, og dens forfrosne fokus på musik – fra hvilken den selv opstod – er helt ved siden af og afspejler på ingen måde samtidens karakter.

Hvad fik undergrounden ud af at lade sig misbruge?

Fordelene ville være svære at specificere, men datidens forfølgelse af undergrounden bruges i dag som målestok for den daværende totalitets magt. Underground er blevet et redskab for den rigtige udlæggelse af fortiden og samtidigt et forsvar for regimet i dag. I stedet for at gå imod samtidens magtstruktur, som er ligeså farlig som den forhenværende, svælger den hele tiden i sin egen historie, og, ret flabet og ulogisk, glorificerer den og udnævner sig selv til at være de eneste helte.

Kan du se en ung, samtidig underground omkring dig i dag?

Alle samtidige efterligninger af undergrounden er latterlige og kontraproduktive. Den gamle underground havde en funktion for sin tid og derfor var den uundværlig. I dag eksisterer et lignende miljø, som er ligeså subversivt og frit, slet ikke.

Hvad, ifølge dig, karakteriserer samtidens unge kunstnergeneration?

Idioti og ukritiske ambitioner.

Kan du uddybe dette?

Lad mig citere fra et af mine digte: fake venstreorientering, understreget af en højrefløjs-livsstil. For samtidens unge er orienteringen mod venstrefløjen en trend, en lokkende mode, som mislykkes på det praktiske plan, fordi den er en afledning af galleriernes vaner og kuratorisk stupiditet. Det ene skubber til det andet, man kan ikke stole på nogen af delene. Man kommer til at føle sig som en idiot. Den unge generation i dag er i store træk styret af musik og hedonisme, begge kan uden overdrivelse tilskrives konsumer-livsstilen, som den uden modstand lader sig påtvinge og som den endda ser som alternativ.

Hvordan vurderer du den tjekkiske protestbevægelses aktiviteter?

På ingen måde. Jeg vurderer den ikke, tænker ikke på den. Overordnet synes jeg, at de er arrogante og udstråler lyst efter magt og etablering af en anden magtstruktur i lyseblå. Jeg går ikke til demonstrationer, tror ikke på dem.

Hvilken form for protest ville du kunne lide og finde troværdig?

Under den nuværende situation ingen.

Du bliver ofte nævnt som en engageret digter, men føler dig ikke sådan. Hvad går dig på med adjektivet ”engageret”?

Jeg er satiriker. Ordet ”engageret” presser én ind i kasse, hvilket jeg garderer mig imod. Jeg sparker både til venstre og til højre og prøver at skabe det som Jirous kaldte ”systematisk indførelse af uro”. Det kunne være behageligt at passe ind et sted, men man ville hurtigt blive en ubrugelig idiot.

Problemet med såkaldt engagement i digtning kan ses som problemet med, hvordan man igen kan gøre poesi vedkommende for offentligheden. Er der noget upassende ved denne bestræbelse? Burde poesi have sådan et mål?

Poesien har de mål, den anser som relevante, det kan hverken litteraturhistorikere eller teoretikere gøre noget ved. Poesi er altid mindst ventet, er altid på de sårede og svages side. Deri ser jeg dens engagement, og behøver slet ikke at tvinge mig selv til at bruge ordet.

Du bruger ofte facts og konkrete navne på nulevende personer i dine værker. Opfatter du dem som målskiver for din vrede, eller spiller de også en anden rolle?

Jeg opfatter dem som levende og eksisterende væsner, der ikke magter rollerne, som blev dem givet eller som de selv har tilranet sig. Jeg opfatter dem som denne tids idioter, og derfor nævner jeg dem ved deres rigtige navne.

Der er på det sidste opstået institutionskritiske og aktivistiske initiativer i det tjekkiske kulturmiljø. Hvordan ser du på disse aktiviteter?

”På det sidste” har varet 23 år. I denne tid er ikke sket noget væsentligt, alt hvad der kunne udvise tegn på sytemkritik, er med tiden flydt ud i glemsel. I kunsten hersker Fellinis trend alá La Dolce Vita og forsigtige forsøg på ikke at gøre eliten, som både vi som de er afhængige af, vred. Den ideelle løsning ville være ægte uafhængige gallerier styret af kunstnerne selv, uden kuratorer, udvælgelseskomitéer og andre unødvendige parasitter. Men dermed ville vi befinde os i utopien, fordi dagens løsning er behagelig og leder til passivitet. Det er en langsom og led, cirklende bevægelse.