Anmeldergrebet i Christina Hagens Jungle

Anmeldergrebet i Christina Hagens Jungle

Der er kapitler i Christina Hagens femte bog Jungle, eller måske nærmere scener, der afsluttes af Lone Nikolajsens kontante anmeldelser af samme. Det drejer sig om: Første kapitel / Min forfærdelige barndom / Har opgivet kærligheden / Sugar Mommy / Heltedigte og Jylland 4-ever.

Nikolajsen er superskarp journalist og anmelder på Information – og sammen med Hagen kommer hun bogens øvrige anmeldere i forkøbet ved at analysere hvert kapitel og stilisere analysen som en avisartikel – så man ikke er i tvivl om, at anmeldelsen kunne have stået i et dagblad.

Anmeldelserne arbejder så i meta med værket, og er ikke venlige eller skulderklappende, tværtimod kritiske ifht både værk og forfatter. Hagen tager derved noget af presset af, hvad angår den forventeligt polariserede bedømmelse; bogen ruster sig, bliver hærdet inden den når “rigtige” anmeldere, er sådan set urørlig ved udgivelse.

Det er et forståeligt greb. Anmeldere og forfattere indgår i et indbyrdes afhængighedsforhold, der sjældent er ligeværdigt. Kunstneren er naiv nok til at konceptualisere og udarbejde sit værk, bryde med redaktør og forlag omkring form og indhold, gøre klar til lancering, og så kommer eksaminationen på noget, der måske har taget år at lave – på en spalte eller to, og i fuld offentlighed.

Betydningen af anmeldelserne ifht læserens (og miljøets) interesse i ens forfatterskab er man som forfatter pinligt bevidst om – det er noget forfatteren godt kan frygte og deale med (jeg kender ikke en eneste forfatter, der glæder sig til at blive anmeldt). Derfor er det også smart, at komme sin frygt i forkøbet og alliere sig med en anmelder – sådan tager man magten.

Jeg har ikke læst avisanmeldelser af Jungle, men kan ikke forestille mig at Hagen har fået hårdere kritik, end den Nikolajsen leverer, hvilket leder mig til at tro, at anmeldelertonen i Jungle også kan være et greb – tænk hvis Nikolajsen f.eks. havde lovprist samtlige kapitler – det havde været enormt provokerende.

Når man så, som Hagen, lader sig eksaminere undervejs i bogens tilblivelsesproces, burde en del af eksaminationspresset eller frygten gå af – fordi man har mulighed for at korrigere inden udgivelse. Men bogen stiller sig neutral, eller kræver vel sin ret – den vil være sig selv og stå åben på godt og ondt; det kan en anmelder ikke gøre om på; og det er måske værd at udstille.

Det er en god ting, at Lone Nikolajsen leverer en skrap kritik – den står for en god del dynamik og spænding, og giver samtidigt bogen troværdighed som et værk, der burde anmeldes. Og omvendt. Kan en anmelder bede om mere kulturkapital, end at blive en af hovedpersonerne i et værk af Christina Hagen? Næppe. Dermed arbejder bog og anmelder måske lidt for meget for hinanden – og for lidt for mig som læser – men det gør ikke grebet mindre interessant.

Christina Hagen. Jungle. Basilisk, 2017. Køb bogen her.