Denne weekend er det to år siden ’Kilden til al værdi’ udkom – bogen, der handler om ’Kunst, kød og kommunal kultur’ og som tog mig på en personlig tur også fra forlag til forlag, og igennem det andet forlag så også til en redaktørposition og en masse ad hoc forlagsarbejde.
Hvor de tre andre bøger så ligesom åbnede feltet, så lærte denne udgivelse mig at blive klogere på udgivelsen i sig selv (nok mest via. forlaget den udkom på og arbejdet, der fulgte med); hvad gør man næste gang, hvad fungerer, hvad fungerer ikke, fordi jeg fik rigelig lov til at styre det hele selv og desuden et fint indblik i de andre forfatteres processer.
Jeg er måske også bevidst om, at der ikke kan komme direkte fra samme skuffe, for skuffen er lukket, en periode er lagt i den, og meget af det, der er sket siden, kan ikke direkte ommøbleres, slet ikke på samme måde; fortælleren har vinket af og dukker muligvis først op på et andet tidspunkt, måske mere erfarent, med andre perspektiver, det er alt sammen spændende nok.
Det er selvfølgeligt, at tiden flyver, de to år plus vel også de år inden, hvor jeg skrev manuskriptet til ’Kilden til al værdi’ og manipulerede fortællingen på plads, den har været med mig meget længere, jeg husker; et anslag for længe, længe siden, faktisk mens jeg arbejdede med netop kunst, kød og kommunal kultur, umiddelbart efter Forfatterskolen, så snakker vi i hvert fald 2009.
Der stod jeg bag disken i en bar i kødbyen og ventede på at få fri, så jeg kunne komme hjem og ”være kreativ”, herunder at skrive, og så den bratte indsigt, da det gik op for mig, at hvis jeg skulle kunne holde arbejdet ud, det helt konkrete bar / kultur-arbejde, så måtte jeg jo skrive om det mens det skete, for så fik jeg noget ud af mit slid (udover mindsteløn og tømmermænd).
Og så fast forward 11 år. Det der gamle materiale, der bare skulle ud, måske en forsmået fortæller, der bliver nødt til at hævne sig eller få oprejsning, men også et menneske, der gradvist bliver klogere; lære, lære, hele tiden lære og få den identitet banket om og anderledes på plads.
Om romanen blev en succes; ja, personligt overvandt jeg nogle fastlåste idéer om, hvad man kunne eller ikke kunne skrive, den blev bredt anmeldt, som altid det sure med det søde, mest det søde, salgsmæssigt; jeg har virkelig ingen idé, men antager et eller andet sted, at den må have tjent produktionsomkostningerne ind.
Den er god; jeg står ved den, jeg forstår bare ikke, hvorfor tiden går så hurtigt (især også den tid, der bliver skrevet om, som snart er en æon siden), men sådan er det. Læs den, køb den, den er stadig relevant. Hashtag prolroman, hashtag arbejderroman, hashtag Vesterbro og København og kreativ klasse og også lidt om umulige relationer.