Jáchym Topol

Pga. omstændighederne taler jeg slaveres sprog, tjekkernes, slavernes, forhenværende tyskernes og russernes slaver, og det er et hundesprog. En klog hund ved, hvordan man overlever og hvad det koster. Den ved, hvornår man kryber og hvornår man dukker sig og hvornår den skal bide, det ligger i sproget. Det er et sprog, der burde være blevet ødelagt, og dets tid har aldrig været; vil aldrig være. Det er udviklet af ordsmede, blevet talt af kuske og tjenestepiger. Og dette bærer det med sig, dens veludviklede sløjfer og huller og vilde slangebørn. Det er et sprog, man ofte kun måtte hviske på. Det er blødt og grumt, der findes i det også nogle få, gamle kærlige ord, jeg tror, at det er et fleksibelt og hurtigt sprog, som stadig lever. Dette mit sprog fik hverken Avarerne, brændende landegrænser, tanks eller den frastødende menneskehed ødelagt: kun åndssvage lærere og penge fra den konstant mindskende verden kan gøre det.

Frit oversat fra romanen Sestra, 1994, forlaget Atlantis.