Interview: “Hvem er den mand / Hvad laver han her?”

Spørgsmål til “Hvem er den mand / Hvad laver han her?” af Anita Mašková og Hans Ulrik Rosengaard – efterår 2017.

Hvordan opstod konstruktionen med fortællerens henvendelse til Marius?

Jeg var i gang med at redigere min anden roman ”Vi er BOHEMER”, og den ville bare ikke falde på plads. Jeg skrev om og om, og følte en frustration ift. projektet, der endte med, at jeg gik død rent sprogligt. Ligesom fortælleren i ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” havde jeg en gammel Brother-skrivemaskine stående. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge den til, men trængte til et afbræk fra computeren, så jeg købte blækspoler og papir, og fandt hurtigt ud af at jeg skulle skrive breve.

Brevformen er kontant, der er den direkte henvendelse, idet man kender modtageren, og jeg oplevede, at jeg fik lyst til at præstere noget vildt og uforudsigeligt for at være sikker på at der kom breve retur. Jeg lærte også at skrive mere præcist og improvisere ud af fejl og absurde / uholdbare argumenter, ellers skulle jeg netop hele tiden omskrive – det var en lærerig proces.

Jeg skrev så sammen med en ven lig karakteren ”Marius”, der havde fået et barn, og var gået ind i redebygningsprojektet. Det var nemmere end at mødes, selvom vi kun boede otte kilometer fra hinanden, og det åbnede op for en ny kommunikation imellem os; vi opfattede vel begge brevene som kunst, jeg som litteratur, og han som relateret til billedkunst, han sendte f.eks. skitser og tryk og talte meget om sine arbejdsprocesser.

Brevvekslingen varede i et års tid, så begyndte den at fade ud og til sidst stoppede den … sådan kan det gå … jeg var ikke tilfreds. Jeg overvejede, hvad jeg skulle stille op, man kan jo ikke gå og vente på et svar, og til sidst valgte jeg at skrive et brev, hvor jeg hæmningsløst og kamikaze-agtigt skrev mig selv ud, så måtte det briste eller bære.

Jeg burede mig inde i min lejlighed i en uge, skrev fra morgen til aften, og maxede ud i vrøvl, sentimentalitet, forvirring og galskab, det var befriende og fik løsnet mit sprog op. Noget af det gav så mening, og selvfølgelig stak brevformen af og muterede udi prosa, og det var noget nyt, tænkte jeg; jeg havde fundet en hybridform, der kunne tage mit arbejde videre.

Brevet blev på 60 A4-sider, og i sidste ende for vildt til at blive sendt. Jeg lagde det fra mig, tog det først op et år eller mere senere og tænkte; hvad kan jeg egentlig bruge det her til? Sådan opstod de første treogtyve sider af ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” og de lagde stilen for resten af bogen. ”Marius” blev et form for anker, en modtager, der holder fortællingen på plads, og til sidst blev han også en karakter.

Det virker som om, Marius spiller en særlig rolle for fortælleren, fordi fortælleren sammen med Marius en gang har oplevet en form for fællesskab, han længes tilbage til. Kan du genkende den beskrivelse?

Ja, helt klart. Marius er ikke kun modtager for fortællerens mange overvejelser, han er fortællerens bedre halvdel. Uden ham ingen bog. ”Handlingen” er bundet op på at de har haft et fællesskab, som er gået op i sømmene, og den temmelig envejs brevveksling i romanens første tredjedel refererer tilbage til tiden før Marius valgte familielivet til. Mellem linjerne står der; hvor blev du af? Men det er også en bekendelse til en god ven, som tåler at høre lidt af hvert.

Man kan så spørge sig selv; Hvorfor skriver man til nogen, der ikke svarer, eller hvorfor række ud efter (og bruge) den anden? Fællesskabet har vel haft stor værdi – og har det sådan set stadigvæk, idet Marius’ fravær kan bruges som stof og åbning til den videre fortælling.

Fortælleren står så på en eller anden måde tilbage og forsøger at finde ud af hvilke andre fællesskaber han kan tilhøre. Det genererer tanker omkring ægteskab, familie, jobmarkedet, litteraturmiljøet, det nationale tilhørsforhold mm. Det hele står uoverskueligt og fragmenteret, og det eneste, der driver fortælleren nogenlunde sikkert frem er skriften, og igennem den; at ”søge en perfekt udsigelsesposition” og ”skrive en bog, der er ærlig som en vaskemaskine.” Og sådan er det med denne bog, der er ingen stor fortælling, men en masse løse historier, der tilsammen bliver historien.

Det virker som om, fortælleren føler sig svigtet af Marius. Den følelse forstår man jo godt. Men den er jo ikke rimelig, og man bliver så involveret i relationen, at man vil have fortælleren til at gøre noget! Det er litterært set ret fint, at man som læser får det sådan, men man får også lyst til at diskutere: Hvordan og i hvilket omfang forpligtes folk på hinanden af at have historie tilfælles?

Det er et godt spørgsmål. Fortælleren flyder med strømmen, er observerende / reflekterende og dvæler ved fortiden. Det er klart, at man bliver rastløs på hans vegne. Men fortælleren er ikke helt tabt; Han handler, og tager bl.a. til Tjekkiet for at skrive og indsamle fortællinger om f.eks. fædrene i sin familie, hvilket er relevant som spejl ift. Marius’ rolle som nybagt far.

Sidst i bogen mødes fortælleren og Marius så også, selvom det på ingen måde er forløsende, de er begge dagligdags-frustrerede, der er tandpine og økonomiske problemer, ydre omstændigheder styrer deres liv, og de sidder fast i hvert deres system, hvor drømme og ambitioner er afløst af kontant socialrealisme.

Jeg synes dog ikke at fortælleren skulle føle sig svigtet, der er stadig udvikling i kraft af at de er tilgængelige for hinanden og har en ærlig dialog. Mit bud er at fortælleren anerkender Marius’ nye fællesskab, men måske ønsker at de havde deres eget lidt endnu. Men hvordan og i hvilket omfang forpligtes folk på hinanden af at have en historie tilfælles? Det er svært at svare på.

Umiddelbart mener jeg ikke at en fælles historie behøver at forpligte på særligt meget, og slet ikke når den er skrevet som den er i ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” Jeg antager, at en historie udgøres af stof der ligger latent i fortiden / hukommelsen og skal hentes frem og formes, og det er op til udsigeren / udsigerne at skabe en troværdig ramme, indsætte forpligtelsen og fællesskabsfølelsen (hvis man vil det) og i det hele taget blive enige om, hvordan historien ser ud.

Der ville det være interessant at få Marius’ tanker; Hvad mener han egentlig om alle de forestillinger fortælleren gør sig om deres venskab? Er han enig eller uenig? Hvordan opfatter han sin egen rolle? Og mener han, at der er grobund for en fælles fortælling? Man får det aldrig at vide, heller ikke når de mødes, og det er meget muligt at Marius slet ikke tænker i de baner, eller at der ikke er nogen konflikt imellem fortællerens og Marius’ historie, eller at deres fælles fortælling stadig er i færd med at blive struktureret. Og måske kan denne sætning afsløre noget (side 7): ”Vi (fortæller og Marius) blev engang enige om, at definitionen på venskab er, at man kan hinandens historier udenad. Vi blev enige om, at det er bedst ikke at røbe alt.”

Fortælleren føler en stor afstand til sin familie. Han iagttager dem og prøver at forstå dem. Men han bruger dem også ved at gøre dem til historier, han kan fortælle. Moren opponerer mod det – mormoren opfordrer selskabet til at tie, fordi der er en forfatter ved bordet. Onklen beundrer det. ”En forfatter bruger, hvad han har”, siger han (side 131). Er processen med at skrive en måde for den forfattende fortæller at skrive sig ind i sin familie på? Og har onklen ret? Bruger en forfatter, hvad han har?

Jeg tror ikke, at det er fortællerens mission, at skrive sig ind i sin familie. Han siger jo, at han ikke ved, hvad han vil skrive om imens han er i Tjekkiet, han vil bare ”skrive om det, der sker”. At det der så sker, er, at hans familiemedlemmer bl.a. reflekterer over hans rolle som forfatter, det er noget, der er udenfor hans kontrol, han er bare en printer for situationen. Men det er klart, at han bruger familien til at skabe tekst, de bliver karakterer, det behøvede de vel ikke, og der bliver etableret en ret klar familiestruktur.

Jeg synes dog, at det er lige så vigtigt at spørge; hvad laver fortælleren overhovedet i Tjekkiet? Søger han også fællesskabet der? Og er det i så fald fordi det er et forpligtende fællesskab? Familien er om noget en konstruktion, hvor man netop forpligtes af den fælles historie, fordi man forhåbentligt har talt den til enighed, medmindre der er tale om en lettere dysfunktionel enhed. Det kunne tænkes.

Når det kommer til om en forfatter bruger, hvad han har, så, ja, tja, man skriver vel ikke om noget, man ikke ved noget om. Man kan selvfølgelig bruge sproget som stof, dyrke eksperimentet eller arbejde med materiale, man ikke har viden om, men selv der bruger en forfatter hvad han / hun har af bestemte idéer og metoder, der leder én til at arbejde sådan, det er vel ikke præinstalleret software, men tilegnet, og det ejer man jo, det er noget, man har.

På side 34-35 står der: ”Jeg taber ansigtet, kan ikke opretholde det, bliver tragisk, verden bliver tragisk, jeg er alene med det ansigt, jeg har, jeg hører ikke til noget sted, er rodløs, historieløs og med et forfærdeligt sprog. Jeg er halvt tjekkoslovak, kvart græsk, kvart slovak. Mor er græsk, mormor er græsk med albanske rødder, morfar er klassisk tjekke, far er blond, har gråblå øjne, farmor er sorthåret, slovak, det siges, at vi har en ukrainer i familien, det siges vi har en russisk mongol, at vi har en tyrk”.

Rodløsheden som manden beskriver, forstår man jo. Men det med historieløsheden forstår man til gengæld ikke. Manden har jo en vild historie. Mange mennesker vil også helt umiddelbart opfatte ham som spændende – den eksotiske baggrund, det at han er forfatter, at han historieløsheden til trods, er så god til at fortælle. Hvorfor har han så svært ved at omsætte alt dette til forestillinger om fremtiden?

Rodløshed, det at man kan blive trukket op fra jorden så let som et græsstrå, synes jeg er meget lig med historieløshed i denne kontekst. Hvis man ikke kender sin historie, så har man vel svært ved at føle sin eksistensberettigelse – men jeg kan sagtens se, at det ikke behøver at blive opfattet sådan, ligesom der vel er en forskel på om rodløshed er noget tilvalgt eller om der er tale om en effekt eller et resultat af nogle bevægelser, som man ikke har haft kontrol over.

Jeg er sikker på, at min fortæller kunne have nogle ret gode forestillinger om fremtiden – han kunne tale om vigtigheden af et altid mere samarbejdende Europa, prøve at forestille sig noget i retningen af en ny Europæisk identitet, eller reflektere over politiske forbilleder der ikke har noget problem med at elske kunsten, som f.eks. Vaclav Havel – det er spændende nok, men det er ikke det ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” vil.

Hvis fortælleren var fremtidsorienteret, visionær, følte sig sikker i sin sag, ville denne roman også miste sit anti-drive. Jeg havde lyst til at lade fortælleren have det svært, at denne bog skulle være en blues – det er ikke kønt eller rosenrødt, men det er den helt nære personlige og eksistentielle overvejelse, tilstanden inden – eller imens – man gør sig overvejelser om fremtiden, hvor man fint kan spørge sig selv; ”hvem er jeg, hvad laver jeg her” – eller set udefra ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” Og det kan godt være at fortælleren har en del historie indlejret i sin dna, men den sætter ham i afmagt i stedet for at styrke ham, der må i teorien gøres et stykke arbejde før den kan omsættes til brugbare fremtidsforestillinger. I det citerede afsnit er der f.eks. omtalt otte forskellige nationaliteter, og skulle fortælleren skabe sig et overblik – et, hvor det ikke bare hedder ”det siges”, måtte han dykke ned i historiebøgerne og lære at forstå samtlige otte nationale fortællinger (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), og dermed ende med at blive ekspert udi europæisk politik og historie – og orker man virkelig det? Har man ikke andet at tage sig til? Og bliver man ikke komplet slave af fortiden?

Når det kommer til forfatterrollen. Det er spændende nok at romantisere forfatteren, det tror jeg mange forfattere er glade for, men romantikken deles ikke af fortæller. Forfattergerningen er uforudsigelig, byder på konstante brydekampe med midlertidige jobs og kontanthjælpssystemet, det er et liv lige omkring og under fattigdomsgrænsen, og dybt rodet, men på den anden side; denne tilværelse er med til at generere den non-drømmende rodløshed, der driver værket frem, så den er jo god for noget.

I forlængelse af det: Bogen fik os til at tænke på om det at skrive på en eller anden måde er mere eller særligt knyttet til en tilbageskuende refleksion fremfor en drømmende eller visionær refleksion – at digtere faktisk ikke (op-)digter, men snarere ruger. Hvis bogen giver én den tanke, hvad ville du så svare? Og tror du det er rigtigt?

Det er svært at sige noget overordnet omkring hvordan alle forfattere arbejder, men i mit tilfælde, ja, det at skrive er særligt knyttet til en ”tilbageskuende refleksion”, alt hvad jeg indtil videre har udgivet lever jo i fortiden, og min næste roman bekender endda kulør og er skrevet i datid.

Jeg ved ikke om den måde, jeg skriver på, er knyttet til en rugning / nesting, jeg opfatter ikke at mit materiale er noget der skal ruge og klække, der er særligt skrøbeligt og derfor må behandles varsomt og med pleje, hvilket er det billede jeg får. Tværtimod synes jeg at skriveprocessen er brutal, jeg har altid oplevet at stof er væltet ud af mig, og at jeg mere har skulle deale med en flok vilde heste, som jeg har skulle tøjle og dressere. Men for at blive i analogien; måske falder mine æg hele tiden ud af reden eller også har jeg ruget for længe.

Men … jeg gør mig en del forestillinger om hvordan en roman kan skrues sammen, og reflekterer også i meta omkring teksten mens skriveprocessen står på, kun virkelig sjældent før. At skrive er ikke svært, kunsten er at tøjle materialet. F.eks; både starten på ”Do danska”, ”Vi er BOHEMER” og min næste roman kom ud i den ”skriftsession” – de tre romaner ville ud på samme tid, og jeg vurderede at jeg måtte adskille materialet, sætte hvert manuskript ind i nogle klare konceptuelle rammer og så prøve at styre fortællingerne frem hver især, uden at den ene roman pegede for meget på den anden og kunne stå selvstændigt – hvilket er lykkedes. Da jeg udgav ”Do danska” blev jeg labelet som indvandrerforfatter. Da jeg skrev ”Vi er BOHEMER” blev jeg labelet som underklasse og working poor. Med ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” er jeg indtil videre sluppet for en rubricering – men den er også sværere at placere.

Hvis man tænker i rugning, så tænker man vel også, at stoffet er noget, der vokser langsomt og organisk frem under forfatterens opsyn fra en perfekt form til en anden, og det synes jeg ikke helt er tilfældet. Hver gang jeg f.eks. er blevet færdig med et manuskript, har jeg haft omtrent ligeså meget tekst tilbage, som ikke kunne bruges, og resten er omskrevet til sin mest fedtfrie form. Jeg ved heller ikke, om jeg kan genkende idéen om den ”visionære refleksion”, for visionær hvordan? Jeg har indtil videre arbejdet med selvoplevet materiale og tænker at tekst er noget der kommer mere fra muskelhukommelsen end fra den indre biograf. Jeg har selvfølgelig reflekteret over alt hvad der er kommet ud af fingrene på et eller andet tidspunkt, men det er først i skriveprocessen at materialet udvikler sig til den klare tanke – eller den klare scene. Dermed ikke sagt, at jeg ikke digter, jeg finder på mange steder, og tænker; hvor sandsynligt er det, at denne scene kunne udspille sig i virkeligheden, og hvad er chancen for, at læseren finder den troværdig? Det er nok ikke helt tydeligt hvor det sker i mine tekster, og det kan man takke den tørre autofiktive stil for. Desuden mener jeg ikke at forfatteren altid skal løbe med al ære, jeg arbejder også med sparring og udlicitering af kreative processer – får andre til at ”ruge” for mig og komme med sætninger, anekdoter eller idéer, som jeg aldrig selv kunne finde på, det gør det for det første sjovere at skrive, og for det andet giver det teksterne et element af uforudsigelighed. Et godt eksempel er onkelens autofiktive prosa på s. 116. Teksten er ikke min, den tilhører en anden, men har fundet vej ind i projektet, og er nærmest bragt i sin helhed. Og hvorfor egentlig ikke? Hvad kommer indefra til én – og hvad kommer udefra – og hvor går grænsen?