Hvem er den mand / Hvad laver han her?

Hvem er den mand / Hvad laver han her?

“Hvem er den mand / Hvad laver han her?”, Gyldendal, 2017, 152 sider.

Bagsidetekst

Ingen.

Pressen skrev

“… Suchanek giver gennem sin imponerende iagttagelses-evne og sit flotte sprog en skildring af det moderne menneskes mangel på ståsted, mangel på rødder … Han tegner et billede af ensomheden midt i mylderet.” – Jydske Vestkysten

“På sin egen passivt trodsige facon bliver romanen et oprør i kraft af alle de ting, den ikke er eller gør. Der er ingen udvikling, ingen forløsning, ingen identitetsafklaring, men der er en skrivende, og ham kan man ikke stoppe.” – Nordjydske Stifttidene

” … det planløse i hovedpersonens liv, romanens forside og dens omtrentlige forhold til undergenrer som dannelsesroman og brevroman peger ind i et større kompleks vedrørende det at blive en voksen samfundsborger – at blive noget bestemt i et samfund med faderforstoppelse.” – Jyllands Posten

Anmeldelse Arne Mariager – Titlen siger det hele – Jydske Vestkysten 26. august 2017

Spørgsmål til “Hvem er den mand / Hvad laver han her?” af Anita Mašková og Hans Ulrik Rosengaard – efterår 2017.

I: Hvordan opstod konstruktionen med fortællerens henvendelse til Marius?

JS: Jeg var i gang med at redigere min anden roman ”Vi er BOHEMER”, og den ville bare ikke falde på plads. Jeg skrev om, og følte en frustration ift projektet, der endte med, at jeg gik død sprogligt.

Ligesom fortælleren i ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” havde jeg en gammel Brother-skrivemaskine. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge den til, men trængte til et afbræk fra computeren, så jeg købte blækspoler og papir, og fandt ud af at jeg skulle skrive breve.

Jeg skrev sammen med en ven lig karakteren ”Marius”, der havde fået et barn, og var gået ind i redebygningsprojektet. Det var nemmere end at mødes, selvom vi kun boede otte kilometer fra hinanden, og det åbnede op for en ny kommunikation.

Brevvekslingen varede i et års tid, så begyndte den at fade ud og til sidst stoppede den. Jeg overvejede, hvad jeg skulle stille op, man kan jo ikke gå og vente på et svar, så til sidst valgte jeg at springe hans tur over, og skrive et brev, hvor jeg hæmningsløst og kamikaze-agtigt skrev mig selv ud.

Jeg burede mig inde i min lejlighed i en uge, maxede ud fra morgen til aften, det var befriende og fik løsnet mit sprog op. Noget af det gav mening, og selvfølgelig stak brevformen af og blev prosa, og det var noget nyt, tænkte jeg; jeg havde fundet en hybridform, der kunne tage arbejdet videre.

Brevet blev på 60 A4-sider, og i sidste ende for vildt til at blive sendt. Jeg lagde det fra mig, tog det først op et år eller mere senere og tænkte; hvad kan jeg egentlig bruge det til? Sådan opstod de første treogtyve sider af ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” og de lagde stilen for resten af bogen.

I: Det virker som om, Marius spiller en særlig rolle for fortælleren, fordi fortælleren sammen med Marius en gang har oplevet en form for fællesskab, han længes tilbage til. Kan du genkende den beskrivelse?

JS: Marius er ikke kun modtager for fortællerens mange overvejelser, han er fortællerens bedre halvdel. Uden ham ingen bog. ”Handlingen” er bundet op på at de har haft et fællesskab, og den temmelig envejs brevveksling i romanens første tredjedel refererer tilbage til tiden før Marius valgte familielivet til. Mellem linjerne står der; hvor blev du af?

Man kan så spørge sig selv; Hvorfor skriver man til nogen, der ikke svarer, eller hvorfor række ud efter (og bruge) den anden? Fællesskabet har haft stor værdi – og har det sådan set stadigvæk, idet Marius’ fravær kan bruges som stof og åbning til den videre fortælling.

Fortælleren står så på en eller anden måde tilbage og forsøger at finde ud af hvilke andre fællesskaber han kan tilhøre. Det genererer tanker omkring ægteskab, familie, jobmarkedet, litteraturmiljøet, det nationale tilhørsforhold mm.

Det hele står uoverskueligt og fragmenteret, og det eneste, der driver fortælleren nogenlunde sikkert frem er skriften, og igennem den; at ”søge en perfekt udsigelsesposition” og ”skrive en bog, der er ærlig som en vaskemaskine.” Der er ingen stor fortælling, men en masse løse historier, der tilsammen bliver historien.

I: Det virker som om, fortælleren føler sig svigtet af Marius. Den følelse forstår man godt. Men den er ikke rimelig, og man bliver så involveret i relationen, at man vil have fortælleren til at gøre noget. Det er litterært set ret fint, at man som læser får det sådan, men man får også lyst til at diskutere: Hvordan og i hvilket omfang forpligtes folk på hinanden af at have historie tilfælles?

JS: Fortælleren flyder med strømmen, er observerende / reflekterende og dvæler ved fortiden. Det er klart, at man bliver rastløs på hans vegne. Men fortælleren er ikke tabt; han handler, og tager bl.a. til Tjekkiet for at skrive og indsamle fortællinger om fædrene i sin familie, hvilket er relevant som spejl ift. Marius’ rolle som nybagt far.

Sidst i bogen mødes fortælleren og Marius så, selvom det på ingen måde er forløsende, de er begge dagligdags-frustrerede, der er tandpine og økonomiske problemer, og de sidder fast i hvert deres system, drømme og ambitioner er afløst af kontant socialrealisme. Der er dog stadig udvikling i kraft af at de er tilgængelige for hinanden og har en ærlig dialog. Mit bud er at fortælleren anerkender Marius’ nye fællesskab, men måske ønsker at de havde deres eget lidt endnu.

Umiddelbart mener jeg ikke at en fælles historie behøver at forpligte på særligt meget, og slet ikke når den er skrevet som den er i ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” Jeg antager, at en historie udgøres af stof der ligger latent i fortiden / hukommelsen og skal hentes frem og formes, og det er op til udsigeren at skabe en troværdig ramme, indsætte forpligtelsen og fællesskabsfølelsen (hvis man vil det) og i det hele taget blive enige om, hvordan historien ser ud.

Der ville det være interessant at få Marius’ tanker; Hvad mener han egentlig om alle de forestillinger fortælleren gør sig om deres venskab? Er han enig eller uenig? Hvordan opfatter han sin egen rolle? Og mener han, at der er grobund for en fælles fortælling? Man får det aldrig at vide, heller ikke når de mødes.

I: Fortælleren føler en stor afstand til sin familie. Han iagttager dem og prøver at forstå dem. Men han bruger dem også ved at gøre dem til historier, han kan fortælle. Moren opponerer mod det – mormoren opfordrer selskabet til at tie, fordi der er en forfatter ved bordet. Onklen beundrer det. ”En forfatter bruger, hvad han har”, siger han. Er processen med at skrive en måde for den forfattende fortæller at skrive sig ind i sin familie på?

JS: Fortælleren siger, at han ikke ved, hvad han vil skrive om imens han er i Tjekkiet, han vil bare ”skrive om det, der sker”. At det der så sker, er, at hans familiemedlemmer bl.a. reflekterer over hans rolle som forfatter, er noget, der er udenfor hans kontrol, han er bare en printer for situationen. Men det er klart, at han bruger familien til at skabe tekst, de bliver karakterer, det behøvede de ikke, og der bliver etableret en ret klar familiestruktur.

Jeg synes dog, at det er lige så vigtigt at spørge; hvad laver fortælleren i Tjekkiet? Søger han også fællesskabet der? Og er det i så fald fordi det er et forpligtende fællesskab? Familien er om noget en konstruktion, hvor man netop forpligtes af den fælles historie, fordi man forhåbentligt har talt den til enighed.

I: På side 34-35 står der: ”Jeg taber ansigtet, kan ikke opretholde det, bliver tragisk, verden bliver tragisk, jeg er alene med det ansigt, jeg har, jeg hører ikke til noget sted, er rodløs, historieløs og med et forfærdeligt sprog. Jeg er halvt tjekkoslovak, kvart græsk, kvart slovak. Mor er græsk, mormor er græsk med albanske rødder, morfar er klassisk tjekke, far er blond, har gråblå øjne, farmor er sorthåret, slovak, det siges, at vi har en ukrainer i familien, det siges vi har en russisk mongol, at vi har en tyrk”.

Rodløsheden som manden beskriver, forstår man jo. Men det med historieløsheden forstår man til gengæld ikke. Manden har en vild historie. Mange mennesker vil også helt umiddelbart opfatte ham som spændende – den eksotiske baggrund, det at han er forfatter, at han historieløsheden til trods, er så god til at fortælle. Hvorfor har han så svært ved at omsætte alt dette til forestillinger om fremtiden?

JS: Jeg er sikker på, at min fortæller kunne have nogle ret gode forestillinger om fremtiden – han kunne tale om vigtigheden af et altid mere samarbejdende Europa, prøve at forestille sig noget i retningen af en ny Europæisk identitet, eller reflektere over politiske forbilleder der ikke har noget problem med at elske kunsten, som f.eks. Vaclav Havel – det er spændende nok, men det er ikke det ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?” vil.

Hvis fortælleren var fremtidsorienteret, visionær, følte sig sikker i sin sag, ville denne roman miste sit anti-drive. Jeg havde lyst til at lade fortælleren have det svært, at denne bog skulle være en blues – det er ikke rosenrødt, det er den helt nære personlige og eksistentielle overvejelse, tilstanden inden – eller imens – man gør sig overvejelser om fremtiden, hvor man fint kan spørge sig selv; ”hvem er jeg, hvad laver jeg her” – eller set udefra ”Hvem er den mand / Hvad laver han her?”

Fortælleren har muligvis en del historie indlejret i sin dna, men den sætter ham i afmagt i stedet for at styrke ham. I det citerede afsnit er der omtalt otte forskellige nationaliteter, og skulle fortælleren danne sig et overblik – et, hvor det ikke bare hedder ”det siges”, måtte han dykke ned i historiebøgerne og lære at forstå samtlige otte nationale fortællinger (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), og dermed ende med at blive ekspert udi europæisk politik og historie.

I: I forlængelse af det: Bogen fik os til at tænke på om det at skrive er mere eller særligt knyttet til en tilbageskuende refleksion fremfor en drømmende eller visionær refleksion – at digtere faktisk ikke (op-)digter, men snarere ruger. Hvis bogen giver én den tanke, hvad ville du så svare? Og tror du det er rigtigt?

JS: Jeg ved ikke om den måde, jeg skriver på, er knyttet til en rugning / nesting, jeg opfatter ikke at mit materiale er noget der skal klække, der er særligt skrøbeligt og derfor må behandles varsomt og med pleje, hvilket er det billede jeg får. Tværtimod synes jeg at skriveprocessen er brutal. Jeg har altid oplevet at stof er væltet ud, at jeg mere har skulle deale med en flok vilde heste, som skal tøjles og dresseres.

Hvis man tænker i rugning, tænker man vel også, at stoffet er noget, der vokser langsomt og organisk frem under forfatterens opsyn fra en perfekt form til en anden, og det synes jeg ikke helt er tilfældet. Hver gang jeg f.eks. er blevet færdig med et manuskript, har jeg omtrent ligeså meget tekst tilbage, som ikke kunne bruges, og resten er omskrevet til sin mest fedtfrie form.

Jeg ved heller ikke, om jeg kan genkende idéen om den ”visionære refleksion”, for visionær hvordan? Jeg har skrevet meget selvbiografisk, og tænker at tekst er noget der kommer mere fra muskelhukommelsen end fra den indre biograf. Dermed ikke sagt, at jeg ikke digter, jeg finder på mange steder, og tænker; hvad er chancen for, at læseren finder denne scene troværdig? Desuden arbejder jeg også med sparring og udlicitering af kreative processer – får andre til at ”ruge” for mig og komme med sætninger, anekdoter eller idéer. Et godt eksempel er onkelens autofiktive prosa på s. 116. Teksten er ikke min, den tilhører en anden, men har fundet vej ind i projektet, og er nærmest bragt i sin helhed. Og hvorfor egentlig ikke?


↑ Til toppen