Et bevis for kærligheden

Et bevis for kærligheden

Uddrag fra Gottland, en kubistisk rapportage om det Tjekkoslovakiske folk, skrevet af Mariusz Szczygieł, 2006.

Løst oversat af Jonas Suchanek

—–

Informationsminister Kopecky sagde på en videnskabskonference i Brno, at det højeste bjerg i Europa var Elbrus, og at den tidligere opfattelse, at det skulle være Mont Blanc, var et “et reaktionært kosmopolitisk levn”.

Der blev udfærdiget en liste over forfattere, som aldrig mere ville blive udgivet: Dickens, Dostojevskij, Nietzsche og nogle hundreder andre. Antallet af bøger, ødelagt i disse år, anslås til 27 millioner eksemplarer.

Premiereminister Zapotocky karakteriserede den nye tid ved at sige: “Man kan ikke leve på den gamle måde – der skal leves bedre og gladere!”

Nogle af statens ledere blev hængt, efter inspiration fra Stalin.

På hotellet Den Gyldne Gås på Vencels Plads, hvor H.C Andersen skrev Prinsessen På Ærten, hang et skilt med teksten: Sammen med Sovjet, for evigt.

Hver dag, efter midnat, spillede informationshøjtalerne i Prag den Sovjetiske Unions nationalmelodi.

Sådan afsluttes 1940′erne i Tjekkoslovakiet, og 1950′erne starter.

*

I anledningen af Stalins 70 års fødselsdag i 1949, bliver det besluttet, at 9 ud af statens 14 millioner indbyggere skal underskrive en officiel lykønskning. Det lykkes at samle underskrifterne på fire dage. Samtidigt falder beslutningen om, at det største mindesmærke over Stalin i verden skal rejses i Prag, over floden Vltava.

Der bliver udskrevet en konkurrence, som ingen billedhugger har ret til at afslå. 54 kunstnere får trekvart år til at designe mindesmærket. Heldigvis (som man siger i Prag) lykkedes det Ladislav Saloun, ledende Tjekkoslovakisk billedhugger, at dø inden.

Hans efterfølger Karel Pokorny prøver på at tabe, derfor foreslår han, at Stalin står med spredte arme ligesom Kristus. Størstedelen af billedhuggerne begår denne fejl. “De afbilleder Stalin affekteret”, vurderer forslagskommissionen.

Otakar Svec, søn af en konditor, der specialiserer sig i statuer af sukker, er på dette tidspunkt 56 år og frustreret.

Svec var en succefuld debutant. Som student, før 2. verdenskrig, udformede han en banebrydende statue af en motorcykel i bevægelse (Sunbeam Motorcycle) og udstillede sine avantgarde værker i Vesten. Han udfærdigede en statue af T.G.Masaryk og én af Jan Hus, men disse blev ødelagt af nazisterne, under krigen.

Svec anede ikke, at han ville få endnu et bestillingsarbejde.

Svec klasker en model sammen efter at have drukket to flasker vodka. Han er et pænt menneske, og derfor plagierer han målrettet mindesmærket af Miroslav Tyrse, som kommunisterne ikke kan lide. Desværre vinder han konkurrencen.

*

Stalin står i spidsen af en flok mennesker. I den ene hånd holder han en bog, den anden er stukket ind under frakken, ved brystet.

På venstre side af Stalin, (den sovjetiske) går en arbejder med en fane, bag ham en landmand, en modstandskvinde og for enden; en sovjetisk soldat, der skuer tilbage.

På højre side (den tjekkoslovakiske) går en arbejder med en fane, en landsbykvinde, en videnskabsmand og en tjekkoslovakisk soldat, der har ryggen til de andre. Det rygtes, at de alle er i gang med at kravle op i Stalins røv.

Mindesmærket skal være 30 meter højt, Stalin 15 meter, tilsammen ti førkrigstids-etager. Statuen skal stå på toppen af Letna-parken, og vende mod Prags Borg. Den skal knuse fortiden med sine proportioner. Den bliver synlig fra Staromestske Namesti, bliver en forlængelse af Parizske Tridy og Cechova Most.

*

To år efter konkurrencens start, udtrykker nationen de første bekymringer. Svec’s skitser og modeller er udstillet til offentlig skue, og “Prags nye klenodie” bliver debatteret .

“Jeg er bekymret for, at figurerne smelter sammen fra afstand, og at det bliver svært at se Stalin ordentligt”

“Hvorfor kigger de sidste figurer tilbage? Det er temmelig avantgarde.”

“De kigger tilbage af ideologiske årsager,” svarer Svec. “Det handler om at sikre et fredeligt liv, om forsvarsmuligheder. Kompositionen kræver desuden at de kigger tilbage, sådan at mindesmærket også er flot bagfra, at man ikke kigger soldaterne i ryggen.”

“Kammerat, hvorfor vil De som kunstner have, at statuen udtrykker en beskyttelse af folket?”

“Selvforsvar er nødvendig, sådan at de folk, der står forrest, kan være rolige,” forklarer billedhuggeren.

Senere siges det, at menneskene der står bag Stalin, repræsenterer køen hos slagteren.

Mange borgere går længe med deres tvivl. “Mindesmærket som symbol, beroliger os ikke. Den er ikke et glædeligt eller troværdigt billede, den virker mere som en gravsten.”

“Hvem er det kammerat Stalin fører? Menneskene bag ham smyger sig som bag en eller anden mur. Forslaget burde blive ødelagt, og der burde udskrives en ny konkurrence.”

“Mindesmærket bliver smagsløst. Projektet, en af verdens største mænd, bliver nødt til at vies større opmærksomhed.”

Otakar Svec ved endnu ikke han er fanget i et spil.

Statister fra filmselskabet Barrandov står model til mindesmærket. Bagefter siges det, at manden der stod model til Stalin, drak sig ihjel. Ingen kendte hans navn, hele Prag kaldte ham “Stalin” og hans psyke holdt ikke til det.

*

Svec laver en miniature af mindesmærket, ud af ler. Først en udgave på en meter i højden, bagefter én på tre. Partiet og regeringen holder øje med Svec. Notatet, skrevet ved mødet mellem magten og kunstneren i 1951, fylder tolv maskinskrevne sider.

Stalins statur dominerer ikke nok! Premiereminister Zapotocky siger, at det allerede i ler burde være tydeligt, at det handler om Stalins mindesmærke, et vigtigt menneske. “Kunstneren begynder sandsynligvis at blive bange for sine egne tanker”, tilføjer han.

Otte ministre, samt premiereministeren, debatterer, hvorvidt det er muligt at formindske personerne bag Stalin eller sætte lederen på endnu en piedestal. Mindesmærket må fra afstand ikke ligne et sarkofag!

Skikkelserne bag Stalin er næsten for dekorative.

Er det muligt for kunstneren, at beskæftige sig dybere med sit værk?

Hvorfor vil han ikke lave modeller af ler og vise dem frem?

Premiereministeren konstaterer til sidst, at Otakar Svec er blevet bange.

Svec forklarer, at hvis Stalin, efter ønske fra kammeraterne, skulle være højere end de andre figurer, ville det betyde at mindesmærket havde to forskellige dimensioner. “Og det er fra et kunstnerisk synspunkt utilgiveligt.”

Styret tildeler Svec et større værksted, det gamle bliver for lille.

Partilederne kommer forbi værkstedet og giver Svec råd.

De kommer med lommeknive.

Hver gang borer de lommeknivene ind i leret og gør hovederne på menneskene bag Stalin mindre.

Første mand med en lommekniv er ministeren, som sagde, at den tidligere opfattelse, at Mont Blanc skulle være Europas højeste bjerg, var et “reaktionært kosmopolitisk levn.”

Den anden kniv holdes af Zdenek Nejedly, professor i musikvidenskab og forfatter til bogen “Den Almene Musiks Historie.”

I 1924 grundlagde professor Nejedly Selskabet for Kulturel og Økonomisk Møde med det Nye Rusland.

Under nazi-okkupationen flygtede han til Moskva, hvor han begyndte at forelæse på universitetet. Da han vendte tilbage, blev han, i det socialistiske Tjekkoslovakiet, en teoretiker udi alting.

I 1951 bliver Nejedly minister for Skole, Viden og Kunst. Han skriver et kendt essay om ny kunst og kærlighed.

I dette står; “Mennesker vil altid elske hinanden, og vi forventer, under socialismen, at man i arbejderklassen vil elske hinanden endnu mere. Der vil ikke være denne falskhed af ‘ulykkelig kærlighed’, heller ikke den meningsløse fornedrelse, i hvilken den bourgeoise erotik så ofte søber i.”

Han hader for eksempel avantgarde-fotografien, som, før krigen, gjorde Tjekkoslovakiet kendt. Han bliver vred, når han, på Rösslers fotografier fra 1920′erne, ser skygger eller røg som kontekstløse motiver.

 *

Fire år går. I Letnaparken står stilladser og en elevator – Svec bliver stadig anbefalet, at “ændre og bløde nogle af figurerne op, så de ikke fremstår despotiske.”

Svec begynder at tage kvinder med i værkstedet, han drikker med dem og får skideballer.

Et år før indvielsen af mindesmærket, får hans kone et nervesammenbrud og tænder for gassen. Svec finder hende død på sofaen.

*

Der opstår nye tvivl, men heldigvis ingen skulptøren har noget at gøre med. Stalin af sten ankom til Prag, stillede sig over floden og kigger nu over den vidunderlige by.

Men han kom fra øst. Hvorfor står han så på Vltavas vestside?

Hvis han var ved at ankomme, måtte han stoppe ved floden, men med ryggen til byen?

Så han ankommer vel ikke?

Men hvis han ikke ankommer, må han være ved at gå?

Men hvorfor?

Hvad er det ved det socialistiske Prag, han ikke kan lide?

Han er lige kommet til Vltava, og nu vender han allerede om?

Hvorfor kigger han mod øst?

Eller kom han, for nostalgisk at kigge tilbage?

De hundredvis af sider, der bliver hamret ud af tjekkoslovakiske skrivemaskiner og derefter stemples som hemmelige, oser af tvivl. Ingen kan forudsige, hvornår eller hvordan det ender. Ethvert argument kan pludselig ændre sig til en problemstilling.

*

Det er forår 1955. Stalin har allerede være død i  to år.

Mindesmærket bliver indviet 1.maj. Der er forberedt en skriftlig erklæring på 17 sider hvori står, at fra dette øjeblik regerer Nationernes Fader over Prag. Det bliver oveni understreget, at Stalin “kigger mod Betlemske Kapel.” Under kommunismen, utroligt.

I det Betlemske Kapel regerede Jan Hus. Den kommunistiske propaganda har taget religionen til sig: Jan Hus er pludselig revolutionær, Husitterne den første kommunistiske organisation.  Og deres røvertogter var blot en anti-kapitalistisk undertvingelse af det omkringboende folk, der tjente det formål, at få dem til at kæmpe mod feudalismen.

Svec ved, at hans mindesmærke, fra et æstetisk synspunkt, er grimt. Overdrevet og pompøst.

Han ved, at ikke engang partiet eller regeringen kan lide det, men det af andre grunde. Partilederne har fået nok af ham og kommunikerer kun med ham igennem mellemmænd.

Men i aviserne bliver der skrevet: “Fra et ideologisk synspunkt, er det den eneste måde at vise generalissimo Stalin som en statsmand, entreprenør, succesfuld leder, nationernes lærer – og samtidigt som kammerat Stalin, mennesket Stalin, som en af os.”

*

Det er aften, et par timer før mindesmærket indvies.

Otakar Svec går ud af sin lejlighed og prajer en taxa. Svec kører inkognito til Letnaparken for at kigge på sit værk.

Han spørger taxachaufføren, hvad denne mener om sagen.

“Jeg vil fortælle Dem noget,” siger taxachaufføren. “Kig engang på den sovjetiske side.”

“Hvad er der dér?” Siger Svec.

“Jamen, det må De da selv kunne se! Modstandskvinden tager manden bag sig i skridtet.”

“Hvad for noget?!”

“Når de indvier mindesmærket, skyder de ham, der har lavet det.”

Otakar Svec får taxaen til at vende om, tager tilbage til sin lejlighed og begår selvmord.

Nyheden om hans død er hemmelig, ingen må offentliggøre den.

Svec’s navn står ikke på mindesmærket.

1. Maj 1955 bliver det, under festlig indvielse af mindesmærket, offentligt deklareret, at kunstneren bag, er hele det Tjekkoslovakiske folk.

Mindesmærket står indtil året 1962.