En slags kunstnerisk bastard

En slags kunstnerisk bastard

Kunstnergruppen Ztohoven blev i 2007 verdenskendte for at hacke Tjekkisk tv, og manipulere et live-transmitteret feed fra de tjekkiske bjerge. Midt i bjerg- og skovidyllen rejste sig en paddehattesky, som pga. sin visuelle realisme mindede om et atomar-angreb, hvilket affødte stærke landsdækkende (og politiske) reaktioner.

En af idémagerne bag aktionen – og et grundlæggende medlem af kunstnergruppen Ztohoven – hedder Román Tyc. Her er et interview med ham sakset (og oversat) fra det tjekkiske månedsmagasin Reflex:

At karakterisere Roman Týc som kunstner er ikke let. Han arbejder i forskellige medier – nogle gange skulptur, andre gange installation, street art, videokunst eller også iværksætter han forskellige aktioner. Han bevæger sig på glat is, en overflade som 99 procent af kunstnere af frygt eller konformisme ikke tør at betræde.

Tjekkisk fjernsyn var i chok, og politiet truer jer med straf for at have spredt angst i befolkningen. Er I blevet personligt berørte af deres undersøgelser?

Selvfølgelig. Der har allerede været en del forhør, hvor vi har forklaret retsvæsenet det vi allerede har forklaret medierne. For dem gik det mere ud på at dokumentere vores tilståelse, fordi deres “telefonovervågning” ikke gjaldt som tilstrækkelig bevis.

Er I ikke bekymrede over jeres mulige straf? Der er tale om, at I kan få op til tre års fængsel?

Jeg vil ikke få det til at lyde som om at vi glæder os til straffen, og endnu mindre til at vi skulle blive nødt til at skjule måden vi opererer på, men vi tror på en sund retsproces for alle involverede. Det kommer i virkeligheden ingen til gode at grave dybere. Gud ved, hvad der kunne vente os af overraskelser hvis vi drøftede temaerne som aktionen berørte.

Hvad ville I sige med at manipulere en landsdækkende transmission?

Vi ville udtrykke bekymring over, at hvad vi ser i fjernsynet ikke nødvendigvis behøver at være sandt. At vi er overbeviste om, at hvad der bliver serveret er virkelighed. Det gælder også frygten for en atomar gyser, virkelig eller ej. Jeg nåede at opleve anti-atomare øvelser i folkeskolen, hvor vi gik rundt i gummifrakker med plastikposer om fødderne. Det gjorde et stærkt indtryk. Og det virker til at være blevet i mig for altid.

Er I klar over at I i virkeligheden kom til at understøtte behovet for en missilradar-installation indenrigs? Fordi den jo ville kunne redde os fra et angreb …

Det er ikke sandt. Hvis en raket rammer kan det være af to grunde – fordi der er en missilradar her eller netop fordi der ikke er. Det er lige meget. Som EU-borger skelner jeg ikke mellem om vi er i Tjekkiet eller i Europa, atombomben er også ligeglad med hvor den lander. Vi gav folk muligheden for at se, hvordan det kan se ud, hvis alt går ad Pommeren til, uden at vi behøver at gemme os i kælderen i et par måneder og vente på at luften igen er ren og vi kan trække vejret.

Er sådan en aktion ifølge jer kunst? Og hvor ser du selv grænserne?

Kunst er en meget bred betegnelse, og enhver der har behov for at udtrykke sig kunstnerisk må finde deres egen form. Det, vi gør, afspejler vores gruppe og offentligheden. Offentligheden er også en gruppe sammensat af individer, og vi er passivt tvunget til at tage deres principper til os. For os er det en måde at kommunikere med offentligheden på. Kunst, for mig personligt, betyder mulighed for kommunikation. Det har længe været sådan, at man så på betydningen af formen i det enkelte værk, og hvis jeg virkelig skal kategorisere vores eksplosion, så kunne det være video-art, public-art, political-art, men det kunne også sagtens være land-art.

Jeg synes, det er grinagtigt, når sådanne projekter kun bliver til for at stå i et galleri. Vi gjorde det virkeligt, vi fik det i æteren, men en intellektuel, teoretisk vision har vi ikke, den skriver sig selv igennem medierne og diskussionerne på internettet. Reaktioner fascinerer mig. En eller anden skældte ud over det, fordi vedkommende følte sig truet. Jeg forstår. Vi fik støtte fra folk, der er utilfredse med hvad der sker i Tjekkiet, men som er ude af stand til at finde på noget, der kan råbe mennesker op. Denne aktion udpensler også nødvendigheden af et rum for ny kunstnerisk virksomhed – de såkaldte nye medier. At stille et tv-apparat ind i et galleri er barbari.

Bortset fra det … jeg bemærkede, at I som kunstnere kunne have leget lidt mere med paddehatteskyen. Hvordan fik I fat i den?

Vi fandt ikke på noget, og ønskede ikke at lege med noget. Vi tog den fra en dokumentar om det amerikanske militærs atomprøvesprængninger i 60’erne. Det er en ægte paddehattesky, og der er ikke noget at finde på. Vi downloadede den fra nettet, og der var ikke behov for at forbedre den.

Sprængningen har en række betydningsmæssige lag. Var det noget I havde regnet med?

Vi fornemmede måske 20 procent af det. Men god kunst burde også have flere lag. Da det hele var i gang, dukkede pludselig flere sammenhænge op.

Er I tilfredse med resultatet?

Vi havde masser af idéer, men for os gik det ud på at værket tilhørte gruppen, og at vi alle kunne være tilfredse. Succesen bestod i, at vi formåede at krydse republikkens grænser. For første gang gjorde vi noget som var muligt at kommunikere på et internationalt plan. Vi var i overskrifterne på russisk tv, CNN Headline News og i det prestigefyldte norden. Vi kunne sige: “Wauw, det lykkedes, vi nåede ud over vores region.”

Hvornår opstod gruppen Ztohoven?

Engang omkring år 2002. Den bestod af folk fra street-art-, VJ- og grafittimiljøet. Mange var fra akademierne, så vi var gennemsyrede af teorier, og det, at gøre kunsten levende, var noget vi søgte.

Hvor mange medlemmer har Ztohoven?

Kernen i Ztohoven udgøres af ca. fem mennesker. Men vi er mange flere, fordi vi hver er i stand til at trække femten, tyve mennesker til. Det kan ikke tælles præcist. Ztohoven er ikke en klassisk kunstnergruppe, det er et initiativ. Vi har ingen regelsæt, det har aldrig interesseret os. Principperne i vores gruppe ligger i det at fremsætte spørgsmål og helt bestemt ikke i at give svar.

De fleste af jeres venner kommer fra kunstskoler. Hvorfor har du aldrig søgt på kunstakademiet?

Fordi jeg aldrig har mødt en professor som har formået at vække min respekt, hverken håndværksmæssigt eller personligt. Jeg opfatter skolesystemet som noget meget skuffende. Det går ikke længere ud på at lære folk at tænke over kunst, men lære folk hvordan man producerer. På skolerne lærer man alligevel ikke det vigtigste: Talent og evnen til at sælge sig selv. Har man ikke det er et skoleophold ligegyldigt.

Har du følt, at du alligevel manglede en kunstuddannelse?

Selvfølgelig har jeg det. Og ikke kun fordi vi er i Tjekkiet, og hver gang en eller anden teoretiker kommer efter mig for at indsamle informationer, med hvilke han ville kunne få mig presset ind i skabelonen, altid spørger: hvem har du studeret hos? Jeg svarer; ”hos ingen”. Jeg er i virkeligheden en slags kunstnerisk bastard.