Egon Hostovský (1908-1973)

Egon Hostovský (1908-1973)

Egon Hostovský blev født i 1908, i byen Hronov i det nordøstlige Tjekkiet. Han nåede at skrive over tyve romaner, noveller og essays før sin død i 1973 – mange af dem fra eksil, da han var af jødisk afstamning, og kom i klemme i krigen – derfor kan han også omtales som eksilforfatter.

Da Hitler okkuperede Tjekkoslovakiet, emigrerede Hostovský til Frankrig, og da Frankrig blev besat, emigrerede han videre til Portugal og derefter U.S.A. I 1948 vendte Hostovský tilbage til Tjekkoslovakiet, og påtog sig arbejde for Udenrigsministeriet, men ikke længe.

Sovjet overtog landet samme år, og Hostovský emigrerede for anden gang – først til Danmark og Norge, og derefter igen til U.S.A, hvor han blev tilknyttet det tjekkoslovakiske konsulat, arbejdede som sproglærer, og var journalist og redaktør for Radio Free Europe. Han modtog det amerikanske statsborgerskab i 1957.

Jeg har stiftet bekendtskab med forfatteren i forbindelse med en prøveoversættelsesopgave – og har oversat størstedelen af første kapitel i romanen ”Úkryt” (på engelsk – The Hideout). Romanen er fra 1943 – og skrevet i U.S.A, og betragtes som klassisk tjekkisk migrationslitteratur – Hostovský var den eneste Tjekkoslovakiske forfatter i sin generation, der opnåede international anerkendelse.

“Úkryt” foregår i Frankrig under Anden Verdenskrig, og behandler forfatterens egne oplevelser med at leve i eksil, og i skjul – New York Times skrev ved udgivelsen: ”The Hideout is about the struggle of a Czechoslovak engineer against the Nazis in Paris.

Nedenunder, et uddrag af oversættelsen:

”Den 10. marts 1939 tog jeg ikke til Ostrava, ligesom jeg dengang fortalte dig, i stedet fløj jeg til Paris. Umiddelbart efter okkupationen af Prag fik jeg at vide, at tyskerne havde udsendt en arrestordre på mig. Jeg var bange på dine vegne, og på børnenes, derfor skrev jeg ikke til dig, eller gav dig besked. I Frankrig levede jeg temmelig afsondret, og ingen af de lokale vidste, eller ved, hvorhen jeg til sidst forsvandt. Da Frankrig faldt, blev jeg ved en fejl arresteret af det parisiske politi. De løslod mig en uge senere, og derefter havde jeg Tyskerne i hælene. Fra Paris nåede jeg ikke længere end til en lille flække i Normadiet, og der fandt jeg en gammel ven, lægen Aubin. Jeg må vel have fortalt dig om ham på et tidspunkt. Denne udmærkede franskmand forbarmede sig over mig, og kom med et utroligt forslag: han ville skjule mig hjemme hos sig, så længe krigen stod på. Jeg indvilligede. Siden da har jeg levet i en ussel kælder med et enkelt vindue, som man ikke kan se ud af, og en revne i væggen, som man kan se meget lidt igennem. Jeg har nogenlunde noget at spise, jeg læser avis, nogle gange hører jeg radio, men stemmer hører jeg sjældent, og endnu mere sjældent ser jeg et ansigt. Doktor Aubin kommer kun til mig om natten, i ly af mørket. Jeg har boet i dette fængsel siden anden halvdel af juni 1940. Nu er det maj 1942.

I slutningen af april, dette år, fik jeg nok at bestille. For dig er det sikkert ubegribeligt, og svært at forestille sig, hvad jeg har gjort. Hvordan skal jeg sige det? Jeg vender tilbage til fortællingen, men … jeg har dræbt en mand. En kendt mand, og det var ikke i selvforsvar. Det er desværre rigtigt! Jeg måtte dræbe ham, selvom jeg aldrig tidligere har gjort en flue fortræd. Det skete, da jeg for første gang forlod mit skjul. Jeg trak liget ned i kælderen, og levede med det en nat og en dag, og en nat og endnu en dag, eller så længe doktor Aubin ligesom med vilje ikke kom ned til mig. Da han endelig kom, så han mig i en forfærdelig psykisk tilstand, og han døde nærmest selv af skræk. På grund af mig, eller i virkeligheden på grund af den døde mand i kælderen, måtte han røbe sig overfor modstandsbevægelsen. De fjernede liget, men opdagede mig. Da de opdagede, at jeg var ingeniør, bad de mig udføre en halsbrækkende opgave. Jeg havde ikke lyst. Men pludselig stod en del ting klart for mig, jeg indså, at de var sendt fra vorherre. Først forstod jeg ikke, hvorfor alle ville, at jeg skulle dø: Tyskerne, og franskmændene fra undergrundsbevægelsen, venner og fjender. Men nu forstod jeg alt, og jeg lovede dem, at jeg ville gøre det. Jeg nærer ikke håb om at slippe levende fra opgaven, men tro ikke, jeg beder dig, at jeg er en helt. Jeg gør det, selvom jeg ikke har lyst. Nogen bliver vel nødt til at ofre sig, og jeg ofrer mig først og fremmest for min egen skyld, og derefter din. Hvis ikke, ville intet ændre sig, jeg ville ikke være i stand til at forklare dig det sådan, som jeg gør nu. Jeg ville dø alene og forladt, fortiden ville tynge mig, og nu er jeg så let, at jeg kunne flyve. Mellem os to, så er det klart at doktor Aubin er mere end min ven, de skøre franskmænd er som mine brødre, og jeg kan forestille mig ægte fred, din og min og vores børns. Og denne glædelige, festlige sejrsfølelse, som jeg føler nu, kan ingen føle, som bare lader stå til.”