Det er det med det håndtag dér

Det er det med det håndtag dér

Det er svært at forklare med det håndtag der, men vigtigt, hvordan man skal tage fat, så det ikke laver den lyd eller falder af, når man åbner døren. Det er det jeg skal forklare hele tiden, med de skruer jeg selv har sat i. Til Lonnie og Krause og Lars.

Men når jeg forklarer, tager de alligevel fat, så det ryger af, og jeg skal bukke og samle op, fordi det er mig der har ordnet det – fordi det altid er mig, der altid ordner det hele. Og når Lonnie, Krause og Lars sidder i udestuen, og kigger ud af vinduet, og jeg kommer ind og er glad for at dér ikke er nogen dør, siger de “det der sidder også løst” (og peger på håndtaget i vinduet).

Men det er det med det håndtag, der er vigtigt. Jeg siger; “hør nu efter. Hiv op før I trykker ned, og hold det der.”

Og Lonnie prøver. Og Krause prøver. Og Lars prøver, og der kommer skruer på gulvet, og de bliver væk. Jeg fik én op i foden. Det blødte. Matti slikkede det op som var det leveren der havde dryppet, og den stod også og tøede op på køkkenbordet, og vi så hvordan Matti sprang op på bordet og bed i den, før vi jog ham væk.

Vi grinte alle sammen, når han gjorde det der. Det med at hoppe op på ting og bide i dem og køre hurtigt frem og tilbage med sin lille krop. Men kun Lonnie og Krause og mig, for der var kommet et hul i Lars’ nye tennissokker.
Jeg sagde; “så kan du lære at tage fat, i stedet for at hive sådan, så de skruer falder ud.”

Og Lonnie grinte, og Krause grinte, og jeg tændte for fjernsynet. Og så kom Lars ind igen – men det larmede – han råbte; “jeg bliver gal!” Det var lyden af det håndtag dér, der ramte gulvet, og Matti, der havde stået for tæt på, der peb. Lonnie råbte; “hvad sker der, Matti?” Og Lars råbte; “jeg kom til at jokke på den.” Og Lonnie grinte, sådan lidt indad, og der kom en dråbe spyt ud af hendes mund.

Og Lonnie kiggede underligt på mig. Sådan næsten gennem et rør. Det er sådan hun gør. På mig, på Matti, på rattet, på sig selv hjemme i soveværelset – det er ligesom med det håndtag dér, da det begyndte at falde af, med den der mærkelige lyd, som når man hiver en brødkniv ud af en papkasse, der kiggede Lonnie på mig, som om jeg skulle vide hvad.

Og Lars og Krause begyndte at grine, og Matti stak bare af med det håndtag i kæften. Lonnie sagde, at siden det var mig der havde ordnet det, at det var mig der skulle sætte det på plads igen. Og så kiggede hun på mig, men jeg ved ikke hvad det skal betyde, med det øje dér. Jeg sagde; “så kan I bruge jeres finger, og dreje rundt, jeg gider ikke mere.“ Og det sagde de ikke noget til.

Senere sad vi i udestuen og røg smøger og drak kaffe. Det var sjovt at fylde rummet med røg, det sad vi og grinte af, at vi næsten ikke kunne se hinanden. Vi kunne heller ikke se Matti, men han var højst sandsynligt ude og lege med børnene ude ved trampolinerne. Jeg sagde; “hold kæft, her er hyggeligt.” Lonnie sagde; “ja, det er der.” Krause sukkede glad og strakte armene. Og Lars sagde; ”hallo, hvor er I?”

Røgen var så tyk, at da jeg åbnede havedøren for at hælde kaffegrums ud i spanden, kom den ud som i blokke. Som sådan nogle man næsten kunne bygge en mur ud af.

Om natten lå mig og Lonnie og var sammen. Og det var Krause og Lars også. Og Matti var også vågen, han hylede og skrabede med kløerne mod døren, og vi skiftedes til at råbe; “hold nu kæft, Matti!” Men Matti ville ikke holde kæft. Og da jeg kom i tanke om leveren, hvordan Matti gjorde det der med at bide i den og rykke hurtigt frem og tilbage, blev jeg helt åndssvag. Jeg rejste mig, gik hen til døren og samlede Lonnies sportstaske op. Da Matti så mig komme ud af, stillede han sig på bagbenene og sprang op på mig, og jeg kastede tasken i hovedet på ham. Så blev han stille. Så gik han hen i hjørnet og lagde sig. Så tyggede han lidt på sin knogle, mens han kiggede på mig, med de der hundeøjne, der har forstået at det er alvor.

Jeg fik dårlig samvittighed, og gik ud i udestuen, og tændte en smøg. Og Lonnie kom ud lige efter, for at se til mig. Hun fandt en stol, og så sad vi bare og kiggede på hinanden, ligesom gennem det rør hun altid slæbte med. Og det var som om der var en glød i røret, der trillede frem og tilbage imellem os, og lavede brændemærker på vores hornhinder. Som om, der kom sår. Vi blev nødt til at kigge væk, for at det ikke skulle gøre ondt. Jeg skulle virkelig anstrenge mig for at smile.

Og så faldt det håndtag af igen. Det kunne vi snart høre før det skete. Det fløj ind i udestuen, for Lars havde sparket til det, og ramte elradiatoren. Men det var o.k., for der kom pludselig en hånd, og jeg grinte, der var mindst fire flasker mellem fingrene. Og Lars sagde; “hvad med sådan en lille godnat én?” Og Krause stod bagved ham i badekåbe, og nikkede. Jeg sagde; “det der, det er fandeme i orden”. Og så gled Lonnies øje ligesom på plads. Men det var fordi hun fik øje på Matti. Den stod og gemte sig bagved Lars og havde ørerne tilbage og poterne frem, som om den forventede det værste. Men det behøvede den ikke længere, det lille fjols, for den havde jo oplukkeren i munden.