Der var engang (Forfatterskolen)

Nu er det ti år siden, jeg stoppede på Forfatterskolen. Og hvad så? Jeg har en mappe med gamle dokumenter, og i mappen mit FF-studiekort, og udtalelsen fra skolen, som muligvis godt kan være interessant for nogle af jer.

Jeg er for nyligt blevet spurgt ind til skolen – det skyldes den temmelig heftige modvind i pressen og på Facen – balladerne omkring rektorerne, og efterfølgende bekendelser af Kristian Ditlev Jensen, “Kvalme” af Peter Højrup, og lavinen skal rulle – jeg bliver spurgt, om det også var sådan, da jeg gik derinde. Det var det ikke.

Jeg gik på skolen i 2006-2008, og oplevede en mild og struktureret undervisning, hvor de fleste lærere anskuede skolen som et alment undervisningssted på højde med en højere læreanstalt – og det var mit indtryk, at lærerne hele tiden forsøgte at professionalisere skolen ydereligere. Undervisningen bar også præg heraf; strukturerede møder, struktureret læsning, struktureret undervisning, gængs respekt for grænser, og generel professionalisme.

Det er klart, at der var undtagelser – og ja, fra tid til anden alkohol involveret, og derfor mere løssluppen stemning – julefest, sommerfest, afgangsfest, åbent hus – men jeg husker, at det gik nogenlunde civiliseret til.

Grænsen mellem elever og lærere var måske ikke altid superskarpt defineret (man så vel hinanden som (potentielt) kommende kollegaer), ligesom jeg også gik der inden skolen definerede en alkoholpolitik (var det ikke Llambías, der gjorde det?) – men godt så, at den kom – selvom jeg generelt ikke anså nogen for at have et problem derinde (i hvert fald blev undervisningen passet).

Når det kommer til grænser – så ja, man kan tale om at grænserne bliver skubbet i lærer/elev-forholdet eller elev/elev-forholdet – det er vel det en kreativ uddannelse går ud på, at – måske ikke skubbe – men flytte grænser – men noget decideret grænseoverskridende adfærd / nu skal jeg vise dig sandheden og lyset og festen og den helt vilde overskridelse, så du kan nå frem til dine erkendelser – oplevede jeg ikke – og slet ikke sådan, som det bliver beskrevet i dagbladene for tiden (men derfor kunne man jo godt have hørt rygter om, hvor vildt det var gået for sig engang).

Det er også mit indtryk, at de efterfølgende rektorer (min var Hans Otto Jørgensen) igen kun yderligere professionaliserede institutionen- men klart: følelsen af at der var højere til loftet end på andre uddannelsessteder var til stede – og det skal den også være på en kreativ uddannelse – og især på FF-skolen, hvor man også har at gøre med relativt skrøbelige væsner, hvoraf nogle ryger ind og ud af psykiatrien.