Uddrag fra romanen Gottland (2006)

Uddrag fra romanen Gottland (2006)

Uddrag fra romanen Gottland fra 2006, en kubistisk reportage om det Tjekkoslovakiske folk, skrevet af journalisten og forfatteren Mariusz Szczygieł. Bogen blev en enorm succes i Tjekkiet, og trykt i over tyve oplag. Her løst oversat fra Tjekkisk.

Vi taler højt og klæder os afslappet.
Vi er rejst hertil fra Vesten og vandrer utrætteligt rundt i gaderne.
Vi har vores Kafka-kopper.
Vi har vores Kafka-T-shirts.
Vi har tændstikæskerne.
Vi bærer rundt på tegneseriehæfter med hans livsforløb, og et 177 siders resume af alle hans værker.
Vi slentrer omkring i det jødiske kvarter, som hovedsageligt lader som om, at det er sådan et.
For hundrede år siden blev alle husene revet ned og hullerne i jorden overhældt med desinficerende middel. Jøderne blev flyttet – og tjekkiske og tyske borgere byggede på stedet prangende huse. I dag stopper vi så foran det hus hvor Kafka blev født, selvom det ikke er det oprindelige, men et helt andet.
Vi studerer den indrammede spiseseddel, som restauranten Franz Kafka har stillet frem. Restauranten blev først grundlagt i 2003, den lader bare som om den er gammel.
Derefter går vi nogle meter videre, ind i Široké Ulice, ind i Caféen Franz Kafka som blev grundlagt i år 2000, men som meget vellykket imiterer en hundrede år gammel café.
På væggen hænger fotografier, som han vel kunne have glemt, eller også kunne hans søster Otta, hende, som han mente var sundere og troede mere på sig selv.
Nu har vi også små sukkerposer med Kafka, og endelig kan vi tillade os at være tilfredse. Også selvom det hele ikke er ægte.
De raffinerede af os kommer herhen om foråret eller efteråret.
Måske har man læst et sted at “Prag er smukkest indhyllet i tåge”, og at det netop er på disse tidspunkter, man har chancen for at spejle sig selv i den dugvåde gade, oplyst af de svage gadelys og den tilstrækkelige hemmelighedsfuldhed, vi forventer, når vi tænker på Kafkas Prag. Sommer, sol og varme derimod opløser metafysikken.
Vi har ingen anelse om at hans niece stadig lever. Vera S, Ottas datter. Hun er 84 år gammel, og den ægte vare.

I otte år kunne hun ud af sit vindue se “det største mindesmærke over Stalin i verden”. Hendes vinduer vendte direkte mod det. Nu ser hun Hotel Intercontinental. Og hvis hun i dag gik ud af sin bygning, kunne hun i stueetagen se en række cowboyjakker sat ned til 200 euro.

Hun sidder dog i dette øjeblik hjemme, i røde joggingbukser. Hun har hvidt hår og en smule tyndt ansigt, som i hendes alderdom er ret mandigt. Manden i hende ligner præcist det, vi kender fra omslagsfotografiet på hans bøger.

Hun har aldrig givet et interview. Hun afslår uden diskussion. Ikke engang amerikansk tv har kunne købe hendes beretning. Men hun kunne fortælle nogle ret interessante ting.
Måske ikke lige om Kafka, hvem hun ikke kan huske fordi han døde da hun var tre, men om sin mor, Otta.
Moderen blev skilt da man under Protektoratet begyndte at forfølge jøder. Hun gjorde det hovedsageligt pga. sine døtre, så de kunne blive betragtet som døtre af en katolsk far, fremfor en jødisk mor. Sådan reddede hun dem. Selv blev hun i 1942 kørt til Teresienschtadt, og derfra, som værge for 1196 jødiske børn fra Białystok, til Osvetim, hvor de straks blev sendt i gaskammer.
Vera S.’ mand var Shakespeare-oversætter. Han druknede i havet på en ferie i Ungarn. Hun selv var redaktør og tysk-oversætter.
Fra tid til anden lånte hun sit navn ud. Det blev lånt af kollegaer, oversættere, som faldt i unåde og fik forbud mod at publicere. I Tjekkoslovakkiet hed sådanne kollegiale tjenester for dækning. En dækker var ikke bare en håndværker der dækkede tage, men også en kunstner med et “legitimt” navn, som lånte dette ud til andre, hvis eget var forbudt. Et værk underskrevet af en dækker var dog ikke specielt fyldestgørende for nogen af parterne. Blev oversættelsen en succes, kunne ejeren af navnet ikke få glæde af værket, og den oprindelige forfatter kunne ikke tage imod berømmelsen.

Ved siden af Vera S. sidder hendes nabo, og foran hende står en gæst fra Polen. Det lykkedes hende ikke at vildlede mig. Det foregår sådan her: Hvis nogen ringer til Fru S., på nummeret i telefonbogen, og har det held at den efter fireogtredive forsøg bliver taget, kommer det frem, at det er barnebarnets telefonnummer.
Barnebarnet oplyser et nyt telefonnummer, hvor ingen tager den.
Hvis man efter et års tid kommer igennem til barnebarnet igen, undskylder denne meget, at han kom til at forbytte to cifre i bedstemoderens nummer, det var en fejl. Men hvad kommer der ud af, at han oplyser et nyt nummer? Selv den rigtige telefon er der ingen der tager.
En kollega som sendte mig til Kafkas niece, fordi hun skrev en bog om folk fra Kafkas miljø, talte med en søn af en anden af Kafkas søstre. Sønnen, der bor i England, bad om at få sendt en email, men oplyste en forkert adresse, og mailen kom tilbage. Ved at afprøve en metode af forsøg og fejl, fandt min kollega endelig den rigtige adresse. Han sendte Kafkas nevø nogle spørgsmål, og denne svarede: “Afvent venligst svar indenfor fjorten dage”. Sådan endte korrespondancen.
Den eneste måde at komme i kontakt med Kafkas niece fra Prag er derfor at stille sig foran hendes dør. Men under navnet S. er der aldrig nogen hjemme. Der er brug for held. Det betyder; at trykke på alle ringklokkerne, indtil nogen svarer.
Ud af højttaleren lyder helt uventet hendes stemme:
“I denne situation vil jeg ikke længere lade som om, det ikke er mig.”

Vera S. sidder i forrummet til sin lejlighed. Ved et rundt træbord uden dug, imellem hvide, bare vægge.
“Sig mig Fru S., hvad har ledt dem herud?” siger hendes nabo.
“Min kollega vil gerne have et interview med Dem, han sendte mig i sit sted,” siger jeg. “Han har ringet til Dem i to år uden held.”
Vera S. svarer fredsommeligt.
“Fortæl venligst kollegaen, at han kan sende mig et brev. Jeg vil svare, når tiden er rigtig.”
Jeg skiftede fod at stå på.
“Kan jeg gøre andet for Dem?”
“Det er synd, at jeg ikke kan spørge Dem om noget selv,” bekender jeg ærgerligt.
“Om hvad da?”
“For eksempel: hvordan føler De Dem tilpas i det enogtyvende århundrede?”
“I denne sag må jeg bede Dem sende mig et brev,” siger hun. “Jeg vil svare når tiden er rigtig.”